Udnytter højrefløjen sit flertal i Europa-Parlamentet?

ANALYSE. Den konservative EPP-gruppe i Europa-Parlamentet er begyndt at udnytte sin position som kongemager og har flere gange dannet flertal til højre. Det er dog stadig midten, der vinder langt de fleste afstemninger.

Tekst: Marianne Skovlund
Data: Niels Erik Kaaber Rasmussen

Det gik godt for den europæiske centrum-højrefløj, da europæerne sidste år valgte nye medlemmer af Europa-Parlamentet. Længst ude på højrefløjen gik partier som AfD fra Tyskland og National Samling fra Frankrig markant frem. Men den konservative centrum-højregruppe, EPP (European People’s Party), blev også styrket. Det betyder, at der nu for første gang i mere end 20 år potentielt er et rent blåt flertal i Parlamentet, og at EPP er blevet kongemageren, der kan danne flertal både til højre og hen over midten.

Du kan selv teste, hvilke flertalskoalitioner der er mulige i det nye Europa-Parlament her på siden: Prøv vores flertalsberegner.

Vil EPP samarbejde med det yderste højre?

EPP-gruppen, der har tyske Manfred Weber som formand og er domineret af det tyske CDU, har erklæret, at den kun vil samarbejde med partier, der er pro-EU, pro-Ukraine og pro-retsstaten. Desuden har EPP lavet en aftale med de øvrige grupper på midten – det vil sige den liberale gruppe Renew, socialdemokraterne i S&D og til dels De Grønne – om at arbejde sammen for at finde løsninger. Det omtales nogle gange som Von der Leyen-koalitionen.

Alligevel har EPP flere gange benyttet muligheden for at teame op med højrefløjen, inklusive AfD som det i hvert fald er svært at se som pro-EU og pro-Ukraine. Det skete blandt andet da Parlamentet skulle stemme om en politisk erklæring vedrørende det omstridte valg i Venezuela, da rækkefølgen på høringerne af EU-kommissærkandidater skulle vedtages, og da man stemte om at forsinke EU’s forordning mod afskovning.

EPP har sammen med højrefløjs-grupperne ECR (Europæiske Konservative and Reformister), PfE (Patrioter for Europa) og ESN (Europa af Suveræne Nationer) også bakket op om et ændringsforslag til EU’s budget for 2025, som blev fremsat af AfD. Forslaget handlede om at bruge flere EU-midler på at opstille fysiske barrierer ved EU’s grænser og udforske ideen om at udvikle retur-centre for udviste migranter udenfor EU. Det er første gang EPP har stemt for et AfD-forslag.

“Intet af det, der er opnået på den politisk midte i dag, synes sikkert i morgen, hvis det kan fejes væk så let med det yderste højre. Desværre overtrumfer muligheder nu integritet.” – Rene Repasi, S&D-gruppen.

Cordon Sanitaire

Europa-Parlamentets midtergrupper fastholder med mere eller mindre fast hånd en såkaldt “cordon sanitaire” -politik, et uformelt sæt af regler, der fungerer som brandmur overfor partier på den yderste højrefløj og yderste venstrefløj. Det gør de for at forhindre radikale partier og partigrupperinger i at få politisk indflydelse.

Det kan blandt andet indebære, at man aldrig bakker op om forslag, der kommer fra yderfløjene, at yderfløjene ikke må være afgørende for at vinde en afstemning, eller at yderfløjene ikke får de ledende udvalgsposter, de ellers kunne være berettiget til i kraft af deres størrelse, eller bliver forhindret i at få tildelt ordførerskaber.

Renew-gruppens interne regler et eksempel på, hvordan cordon sanitaire -politikken udmøntes i praksis. De er blevet offentliggjort af Bruxelles-mediet Politico. Der er forskel på, hvordan og hvor stramt de enkelte grupper håndhæver midtergruppernes cordon sanitaire. Men EPP har i hvert fald brudt med linjen om ikke at stemme for forslag fra det yderste højre, og AfD var ikke sene til at fejre opbakningen fra EPP.

På X skrev partiet: “Vi har forpurret etablissementets planer i dag” og “revet brandmuren yderligere ned”.

EPP’s opbakning til AfD-forslaget medførte, at Renew, S&D og De Grønne valgte at stemme imod budget-resolutionen som helhed, der dermed faldt.

Uro på midten

Stemningen mellem midtergrupperne var heller ikke på toppen ved plenarsamling i februar. Her havde S&D indkaldt til debat med overskriften : Samarbejde mellem konservative og det yderste højre som en trussel mod konkurrenceevnen i EU. Her gik den tyske socialdemokrat Rene Repasi på talerstolen og kritiserede EPP’s måde at agere på i det nye parlament.

“Intet af det, der er opnået på den politisk midte i dag, synes sikkert i morgen, hvis det kan fejes væk så let med det yderste højre. Desværre overtrumfer muligheder nu integritet.”

Den tyske CDU-politiker Daniel Caspary fra EPP-gruppen svarede igen med blandt andet følgende bemærkninger: “I forveksler årsag og virkning. Du taler om brandmuren. Vi vil gerne slukke ilden bag den” og “vi ønsker at bekæmpe populisme og ekstremisme gennem god politik og ikke gennem fornærmelser og splittelse.”

Enlig svale eller fast vane

For at få en idé om, hvordan EPP forvalter sin nye magtposition, har EU-bureauet undersøgt, hvordan det nye Europa-Parlament indtil videre har stemt om alt fra lovgivning til ikke-bindende politiske erklæringer og rapporter samt tilhørende ændringsforslag.

Den koalition, der vinder flest afstemninger, består af EPP, Renew, S&D, De Grønne og The Left. Koalitionen vinder hver fjerde afstemning og er klart den mest dominerende.

Den næstmest vindende koalition består af ECR, EPP, Renew, S&D og De Grønne. Den vinder 11 procent af afstemningerne. Derefter følger en række forskellige koalitioner, der alle vinder fem til seks procent af gangene.

Grafik 1: Lagkagediagrammet viser, hvor mange procent af afstemningerne hver koalition vinder. Grafik: Niels Erik Kaaber Rasmussen, EU-bureauet.

Flere vindere

Grafikken herunder viser, hvor ofte partigrupperne er en del af flertallet. Her fremgår det, at de store midtergrupper EPP, Renew og S&D optræder i flest vindende koalitioner.

Grafik 2: Søjlediagrammet viser antallet af afstemninger, som hver koalition har vundet i indeværende parlamentsperiode. Grafik: Niels Erik Kaaber Rasmussen, EU-bureauet.

Hvem er enige?

For at få et overblik over, hvilke grupper der stemmer mest sammen, har vi lavet et barometerkort, der viser, hvor ofte de forskellige politiske grupper er enige.

Her ses det for eksempel, at de grupper, som EPP er mest uenige med, er de to højrefløjsgrupper ESN, der er domineret af AfD fra Tyskland og PfE, der domineres af Fidesz fra Ungarn og Rassemblement National fra Frankrig.

Grafik 3: Barometeret viser i procent, hvor ofte partigrupperne indgår i koalition sammen. Grafik: Niels Erik Kaaber Rasmussen, EU-bureauet.

V-profil bekymret for højredrejning

I følge data opfører Europa-Parlamentet sig altså mere eller mindre ‘som det plejer’. Det vil sige, at der laves brede aftaler hen over midten, selvom der er mulighed for at danne flertal mod højre. Det er danske Morten Løkkegaard (V) godt tilfreds med.

“Von der Leyen -koalitionen vedtager heldigvis fortsat den helt store del af lovgivning og tekster.”

Alligevel ser Løkkegaard med stor alvor på situationen.

“Den frygt, der er for højredrejningen, er reel. Vi har set, at EPP er parat til at bruge det flertal, der findes til højre for midten,” siger han.

S-profil tror EPP holder sig til midten

Bekymringen for, at EPP skal fortsætte med at stemme med højrefløjen, er knap så udtalt hos Christel Schaldemose (S), medlem af S&D. “Jeg tror, at EPP har ønsket at give os det indtryk, at de står og kan vælge mellem os og den anden side, for at få nogen af deres ting igennem,” lyder hendes vurdering. Det er i følge Schaldemose set både i flere afstemninger og på interne møder i forhold til dagsordensætningen på plenarsamlingerne.

“Jeg tror, at EPP har ønsket at give os det indtryk, at de står og kan vælge mellem os og den anden side, for at få nogen af deres ting igennem.” – Christel Schaldemose (S)

“Heldigvis er der nu kommet en god forståelse mellem os. Og et ønske om at sige, at vi har en pro-europæisk centerkoalition, og vi gør faktisk en indsats for at finde løsninger med hinanden, stemme sammen, finde kompromiser og lave aftaler med hinanden. Så nej, jeg tror ikke nødvendigvis, at vi vil se et EPP, der stemmer med det yderste højre hele tiden i den her mandatperiode.”

Hvad siger eksperterne?

Hvad kan man læse ud fra de foreløbige afstemninger i EP, der viser at de brede koalitioner over midten vinder mest?

“Det, som er blevet sagt og fremhævet, er, at man fra de store gruppers side vil have centerkoalitionen som deres foretrukne koalition. Det er der, de starter deres forhandlinger, og det er der, de vil søge at finde enighed om sager. Det tror jeg vil fortsætte, så det er så at sige business as usual,” lyder vurderingen fra Ditte Brasso Sørensen, seniorforsker og vicedirektør i Tænketanken Europa.

Dermed ikke sagt at EPP ikke vil benytte sit flertal med højre. Det bliver bare mere sag for sag. Det så man også i sidste mandatperiode, hvor højrefløjen på for eksempel miljøområdet fik en større rolle.

“Så det er vigtigt at holde fast i, at det kommer meget an på, hvilket område eller hvilken sag, man snakker om. For man stemmer ikke nødvendigvis i samme konstellation, og det er ikke nødvendigvis sådan, at højrefløjen vil bære samme vægt på alle spørgsmål.”

Kunsten at tilpasse sig

Claes de Vreese, der er professor i politisk kommunikation på Amsterdam Universitet og blandt andet forsker i populisme, peger på, at de mange brede flertal viser noget om selve Europa-Parlamentet.

“Det viser, at EP som institution er solid og kan tilpasse sig en del, når der opstår en ny politisk virkelighed. I det her tilfælde betyder det, at man finder mange mere brogede koalitioner, som stadig har en ‘midter-flavor’. Så kan det godt være, man skal ud at have lidt flere med og have flere snakke, før man når frem til noget. På den måde viser EP, at det er som et ganske normalt nationalt parlament.”

I følge Claes de Vreese er højrefløjens indflydelse dog svær at måle i rene afstemninger. Man må også se på den indirekte indflydelse, som nye politiske grupperinger, eller grupper der er blevet meget større, får på et parlaments arbejde. Og på lovgivningsarbejdet.

“Hvis man trækker en parallel til nogle af de nationale parlamenter, så er den store effekt ved, at et højreradikalt parti bliver stemt ind ikke, at det får direkte indflydelse eller magtadgang, for det får de højreradikale partier ikke så tit, men at de andre partier begynder at flytte sig i deres retning,” siger han.

“Allerede i slutningen af sidste mandatperiode var det tydeligt, at EPP har flyttet sig længere til højre på en række politikområder. Så indirekte har højrefløjens fremgang i Europa allerede haft indflydelse.” – Ditte Brasso Sørensen, Tænketanken Europa

Brandmuren er faldet

Samme pointe fremhæves af Ditte Brasso Sørensen, der mener, det er for tidligt at sige noget håndfast om højrefløjens indflydelse i det nye Parlament.

“Allerede i slutningen af sidste mandatperiode var det tydeligt, at EPP har flyttet sig længere til højre på en række politikområder. Så indirekte har højrefløjens fremgang i Europa allerede haft indflydelse.”

Er brandmuren mod højre ‘faldet yderligere’, som AfD sagde, efter EPP bakkede deres forslag op?

“Brandmuren var sådan set brudt op, før EPP stemte for AfD-forslaget. Forstået på den måde, at den nationalkonservative gruppe ECR, i EPP’s optik, ikke længere er udenfor brandmuren. De er indenfor,” siger Ditte Brasso Sørensen.

I ECR-gruppen sidder den italienske premierminister Georgia Melonis Italiens Brødre og den belgiske premierministers Bart de Wevers flamske nationalistparti N-VA (Nye Flamske Alliance).

Alene af den grund er det blevet svært at opretholde “brandmuren” overfor den indflydelsesrige gruppe.

EPP og ECR har ifølge senioranlytikeren også bevæget sig mod hinanden på flere politikområder. Det gælder på miljø og fødevareområdet. Men migration kan også være sådan et område.

“Så hvis man vil se, om højrefløjen får mere indflydelse i det nye Parlament, bliver man nødt til at tage det område for område og så spekulere i, hvor der er størst overlap mellem EPP og ECR -gruppen, fordi, det er jo der, EPP reelt har et alternativ at gå til,” siger Ditte Brasso Sørensen, senioranalytiker og vicedirektør i Tænketanken Europa.