ANALYSE. Parlamentets opbakning til Kommissionens plan for oprustning dækker over store uenigheder. Danskere og italienere i S&D brød med partilinjen på spørgsmål om EU-midler til fattige regioner.
Af Marianne Skovlund & Rasmus Nørlem Sørensen
Data: Niels Erik Kaaber Rasmussen
Der var ikke den store slinger i valsen, da et bredt flertal i Europa-Parlamentet vedtog en resolution, der gav grønt lys til EU-Kommissionens oprustningsplan “ReArm Europe”. Og så alligevel.
66,7 procent af MEP’erne bakkede op om planen, men det tal er faktisk lidt lavere end den gennemsnitlige opbakning blandt MEP’erne, der ligger på 70,1 procent for hele denne valgperiode.
Før MEP’erne nåede til afstemningen om resolutionen som helhed, skulle de igennem hele 106 afstemninger om ændringsforslag til teksten. Og i de mange ændringsforslag står det klart, at der er meget stor uenighed om detaljerne i planen. Herunder kan du se et udsnit af de mest splittede afstemninger.
Figur 1: De ti afstemninger, hvor Europa-Parlamentet har været mest splittet
Gennemsnitlig konsensus på seneste plenarsamling: 68,9 procent
Gennemsnitlig konsensus totalt: 70,1 procent
Figur 1: I skemaet ses de ti afstemninger, hvor der var størst uenighed i Parlamentet. Kun lige over 40 procent af de MEP’ere, der afgav stemme, var enige om at stemme ja (grøn søjle), nej (rød) eller at afstå (grå). Grafik: Niels Erik Kaaber Rasmussen
Armlægning om forsvar
Af de første 100 mest splittede afstemninger er langt de fleste ændringsforslag knyttet til resolutionen om “Hvidbogen for fremtidens europæiske forsvar”. Få dage inden Parlamentets behandling af forslaget havde EU’s stats- og regeringsledere i bred enighed hilst både hvidbogen og ReArm Europe -planen velkommen.
Uenigheden i Parlamentet er meget tydelig i den nationalkonservative ECR-gruppe, der var splittet, og ikke kun om ændringsforslag, men også i den endelige afstemning. Den store gruppe af polske MEP’er i gruppen stemte imod hvidbogen, mens det regeringsbærende parti Italiens Brødre stemte for.
Lidt overraskende holdt MEP’erne på den yderste højrefløj, i grupperne ESN og PfE, stort set partilinjen. Det er ellers normalt her, der er flest, der bryder mest med gruppens linje.
Figur 2: Brud med partigruppens flertal
Grafik 2: Søjlediagrammet viser antallet af brud på partilinjen for henholdsvis den seneste plenarsamling 10.-13.marts og for hele valgperioden, hvor der har været 901 afstemninger. Grafik: Niels Erik Kaaber Rasmussen.
Socialdemokrater bryder linjen
Normalt er der godt styr på tropperne i S&D-gruppen. De socialdemokratiske medlemmer af Europa-Parlamentet stemmer det samme hele 95 procent af gangene. I den seneste plenarsamling i Strasbourg er der endda endnu større enighed end normalt.
Alligevel var der et par markante brud på partilinjen undervejs i afstemningen om “fremtiden for det europæiske forsvar”. Blandt andet fra de danske socialdemokrater, der sammen med en tysk og en spansk MEP stemte imod resten af S&D på et ændringsforslag, der var fremsat af LEFT og De Grønne.
De to venstrefløjsgrupper ville have Rådet og EU-Kommissionen til at holde fingrene fra EU-milliarderne til regional og social udvikling, som der er lagt op til at bruge af til for eksempel våbenindkøb eller investeringer i våbenindustrien i “ReArm Europe”-planen.
Tag ikke fra de fattigste
Samhørighedsmidlerne bliver fordelt, så de fleste går til udvikling af de fattigeste regioner i Europa. Derfor skal de ikke bruges på hverken våben eller militære udgifter, mener centrum-venstrefløjen.
Det var de danske socialdemokrater ikke enige i. Den slags afvigelser fra gruppens holdninger skyldes ofte, at der er behov for at følge holdningen i det hjemlige parti (og her altså den danske statsministers parti). Men i en disciplineret gruppe som S&D trækker det på de danske MEP’eres politiske kapital at stemme imod ændringsforslaget.
EU-bureauet har tidligere talt med Christel Schaldemose om, hvorfor de danske socialdemokrater nogle gange vælger at stemme imod deres egen partilinje.
Ingen kritik af “kriseparagraf”
S&D måtte også se den italienske del af gruppen stikke af undervejs i afstemningen om “fremtiden for det europæiske forsvar”, da der skulle stemmes om et ændringsforslag fra LEFT.
Venstrefløjs-gruppen ville tilføje en kritik af EU-Kommissionens beslutning om at bruge EU’s kriseparagraf, artikel 122, til at få vedtaget en del af “ReArm Europe”-planen.
Artiklen gør det muligt for Kommissionen at forelægge en lovgivningstekst direkte til Rådet, hvis der er tale om en nødsituation. Det betyder, at Europa-Parlamentet bliver udelukket fra beslutningsprocessen.
LEFT betragter det som “en farlig underminering af demokratiet”, står der blandt andet i ændringsforslaget, der blev stemt ned af et stort flertal over midten. Bortset fra de italienske socialdemokrater, der stik imod partilinjen i S&D, valgte at stemme for.
Snak uden handling
EU’s kriseparagraf har været i brug adskillige gange under både Covid-19 krisen og energikrisen efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Også mere end mange i Parlamentet bryder sig om.
“Det er en fejl at omgå Parlamentet med artikel 122. Europas demokrati hviler på to søjler: dets borgere og dets medlemslande,” lød det således fra Manfred Weber, der er formand for Parlamentets største gruppe, EPP, før afstemningen. Alligevel stemte han og resten af EPP imod ændringsforslaget.
Artikel 122 skal denne gang bruges i forbindelse med et nyt låneinstrument, som EU-Kommissionen foreslår. Her vil EU vil optage fælles lån for 150 milliarder euro (svarende til 1.119 mia. kr.) og låne pengene ud til de medlemslande, der ønsker det. Pengene skal bruges på investeringer i forsvar.
“Dette er den eneste mulighed, vi har for at give økonomisk nødhjælp, og det er det, vi har brug for nu,” siger EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen i debatten i Parlamentet.
Du kan se den samlede debat til plenarforsamlingen på Europa-Parlamentets hjemmeside.
Er det så en nødsituation?
Spørgsmålet om, hvorvidt vi står med en nødsituation, der passer med definitionen i artikel 122, optager EU-forsker Derek Beach, der er professor ved Institut for Statskundskab på Århus Universitet.
“Der skal jo være tale om en presserende situation, for at man kan legitimere brugen af artikel 122. Altså, at der er tale om, at det hele ramler sammen indenfor en måned eller to, hvis beslutningen ikke tages hurtigt,” siger Derek Beach og sammeligner med de andre gange, hvor artiklen er taget i brug.
“Under energikrisen, hvor der reelt var tale om, hvorvidt nogle lande skulle have såkaldte “brown-outs”, altså perioder hvor man tvang for eksempel tysk industri til at lukke hver anden dag, der kiggede man måske ned i en afgrund, som kunne legitimere brugen af den her hasteprocedure.”
På det tidspunkt steg energipriserne voldsomt, og Rådet vedtog en række regler for at stabilisere priserne og sørge for solidarisk gasforsyning.
Danmark kørt ud på sidelinjen
Artikel 122 blev også brugt da EU-landene i juni 2020 vedtog at optage et stort fælles lån for at hjælpe medlemslandene økonomisk på fode efter Covid-19 pandemien.
Her var situationen i følge Derek Beach også ganske særlig. For det var stort set kun Frankrig og Tyskland, der blev hørt om de principielle spørgsmål vedrørende genopretningspakken, der kaldes NextGeneration EU eller blot NGEU.
“Danmark fandt først ud af, at der var noget på vej, da forslaget var udkrystalliseret – også den juridiske del,” forklarer Derek Beach.
Det var altså ikke kun Europa-Parlamentet, der var kørt ud på sidesporet. Det var de fleste EU-lande også.
“Men der var en erkendelse af, at der ikke var noget andet valg. Alternativet var at vi kiggede i afgrunden,” lyder vurderingen fra professoren.
SAFE et mindre nødstilfælde
I tilfældet med det nye låneinstrument til ReArm Europe-planen er det knapt så indlysende. Det tyder debatten i Parlamentet i hvert fald på, siger Derek Beach.
“Det, at Parlamentet prøver at slå tilbage med et ændringsforslag, tyder på, at der en magtkamp. Og, at der nok er en del af parlamentarikerne, der tænker, at her er der ikke en exceptionel situation på samme måde som med NGEU.”
Det næste spørgsmål er så, om der er tale om et demokratisk problem, sådan som både EPP’s formand og venstrefløjen peger på.
“Man kommer jo ned i kernen af diskussionen af kriser, og hvordan man løser dem,” siger Derek Beach, der trækker fordele og ulemper op sådan her.
“Hvis man laver inddragelse og lader alle blive hørt, så får man en mere demokratisk legitim proces. Men, man får også en proces, der går langsommere og kan føre til, at beslutninger bliver udvandet. Når man bruger artikel 122, kan det gå stærkt med at træffe beslutningen, og det kræver ikke enstemmighed i Rådet at godkende teksten. Til gengæld må der kun være tale om en midlertidig foranstaltning.”
Titelbillede øverst: Afstemning i EP den 12. marts 2025. Fotograf: Philippe STIRNWEISS, Ophavsret: © European Union 2025 – Kilde: EP
Skriv et svar