ANALYSE. Draghi-rapporten anslår, at der årligt mangler omkring 800 milliarder euro i investeringer i EU’s økonomi, hvis den skal klare sig i den globale konkurrence. Hvor skal pengene komme fra?
Af Staffan Dahllöf
Hvad nu, hvis det ikke er hele Europa, som halter efter Kina og USA, men alene eurozonen? Hvis EU som organisation hverken må eller kan stifte fælles gæld for beløb, som er fem gange større end det årlige EU-budget, hvem skal så?
I den offentlige debat fremstår det som en etableret kendsgerning, at europæiske virksomheder taber terræn til amerikanske og kinesiske konkurrenter. Hvis vi ikke forbedrer vores konkurrenceevne, vil vi europæere i fremtiden være henvist til de beskedne roller som kustoder i et frilandsmuseum, lyder logikken.
For dem, som har fulgt den politiske debat i nogle år, er den beskrivelse langt fra ny. I slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne var fortællingen den samme: Europas fremtid var at guide amerikanske turister til gamle slotte og lære japanerne at temperere vin. Forskellen i dag er, at Kina har erstattet Japan som truslen udefra, mens USA’s rolle er den samme, men nu på steroider.
Der er dog væsentlige grunde til at sætte spørgsmålstegn ved ovenstående billede, der i store træk udgør grundfortællingen i den afgørende Draghi-rapport ”The future or European Competitiveness”. Den udkom i to dele i september 2024. Dels som en strategi på 69 sider og dels som en analyse med politiske anbefalinger hen over 328 sider.
Bundlinjen i den samlede rapport er, at EU må sætte fart på innovation og investeringer og i det hele taget træffe beslutninger, der fremmer udviklingen af de europæiske virksomheder, sådan at de kan måle sig i den globale konkurrence. Der er i EU for langt fra forskning til faktura, for at bruge en vending fra den danske forskningsminister Helge Sander (V) tilbage i 2003.
Virksomheder som Lego, IKEA, Carlsberg, KONE, Atlas Copco, Novo Nordisk, Spotify og Klarna er mere profitable og altså mere konkurrencedygtige end deres internationale konkurrenter.
Den nordiske undtagelse
Mario Draghis analyse og anbefalinger har den svaghed, at de baserer sig på EU set under ét. Rapporten tegner på sin vis den gennemsnittelige tilstand i de 27 medlemslande. Magasinet The Economist påpegede i januar i år, at billedet bliver et andet, hvis man fokuserer på de nordiske lande.
Virksomheder som Lego, IKEA, Carlsberg, KONE, Atlas Copco, Novo Nordisk, Spotify og Klarna er mere profitable og altså mere konkurrencedygtige end deres internationale konkurrenter.
De fire nordiske lande Danmark, Norge, Sverige og Finland har kun 0,3 procent af verdens befolkning men står for 1 procent af det globale Bruttonational Produkt (BNP). The Economist fandt forklaringen i de nordiske virksomheders globale udsyn, lette adgang til kapital gennem investeringer, god infrastruktur, digital modenhed og et fleksibelt velfærdssystem.
The Economist, som sjældent bliver beskyldt for at have venstreradikale tilbøjeligheder, konstaterede, at på trods at høje skatter, som finansierer et generøst velfærdssystem, er niveauet på de nordiske virksomheders overskud omtrent de samme som i USA. Konklusionen i lederartiklen lød:
”[…] trods alt, viser Norden, at lande kan balancere et erhvervsvenligt miljø med et stærkt socialt sikkerhedsnet. Mange politikere i Europa er fikserede på at forsøge at kopiere underværkerne ved USA’s erhvervsliv. Men på sæt og vis har de en bedre model at efterligne lige på deres dørtærskel.”
”Det var naturligvis udelukket, at Draghi ville kritisere den valuta, han hævder at have reddet for enhver pris. Han vælger at skjule eurozonens svage resultater i et gennemsnit for alle medlemslande.” – Lars Anell, tidl. svensk EU-ambassadør
En krise for eurozonen
En anden og mere principiel kritik af Draghi-rapporten blev leveret af Sveriges tidligere EU-ambassadør Lars Anell. Han skrev i det svenske net-tidsskrift Kvartal:
”Ifølge rapporten voksede BNP pr. arbejdstime hurtigere i Europa end i USA indtil midten af 1990’erne. Derefter faldt det hurtigt til et niveau, der nu svarer til 80 procent af det amerikanske. Men det skyldes primært euroområdets svage resultater. Så længe vi taler om EU, og her mener vi alle 27 medlemslande, har Europa en hurtigere gennemsnitlig produktivitetsvækst end USA.”
Anell henviste til økonomen Harry Flams beregninger, som er publiceret af SIEPS, det svenske institut for europapolitiske studier. Flams beregninger viser, at den gennemsnitlige stigning i arbejdsproduktiviteten for alle 27 EU-medlemsstater mellem 1995 og 2022 var klart hurtigere end i USA (205 procent i Sverige mod 175 procent i USA),
Lars Anell mener selv, at årsagen til miseren er de euro-regler, som særligt Tyskland har set som vigtige prioriteter. Han skriver:
”Det var naturligvis udelukket, at Draghi ville kritisere den valuta, han hævder at have reddet for enhver pris. Han vælger at skjule eurozonens svage resultater i et gennemsnit for alle medlemslande. Kun indirekte antyder han, at det var forbuddet mod at låne penge under finanskrisen, der er hovedårsagen til zonens svage resultater.”
Japan lever fint med en statsgæld på 240 procent af BNP, og USA har haft et offentligt underskud på næsten 8 procent af BNP de seneste 15 år.
Gæld er måske ikke problemet
Christen Sørensen, tidligere dansk overvismand og mangeårig kritiker af euro-konstruktionen, leverede en lignende analyse i Politiken den 16. marts. Hans centrale pointe var, at de overskudsmål, som styrer EU’s finanspolitiske regler – maksimalt 3 procent i budgetunderskud og 60 procent statsgæld af BNP – er irrelevante, fordi det i hans optik er betalingsbalancen og ikke de offentlige finanser, som tæller.
Japan lever fint med en statsgæld på 240 procent af BNP, og USA har haft et offentligt underskud på næsten 8 procent af BNP de seneste 15 år, påpegede Sørensen, som dog forudså, at de nye forsvarsudgifter ville komme at udfordre EU’s budgetregler endnu en gang.
Den forudsigelse blev umiddelbart bekræftet af Tysklands kommende kansler, Friedrich Merz’s, idéer om at optage lån på hele 500 milliarder euro – svarende til 3.729 milliarder kroner – som blev annonceret mens Christen Sørensens kronik gik i trykken. Den tyske insisteren på en gældsbremse i Tyskland og i EU er muligvis på vej til at blive historie.
Brug for 800 milliarder euro
Det er op til debat, om Draghis beskrivelse af den forsømte konkurrenceevne er korrekt. Og det er bestemt muligt, at euro-reglerne lægger en dæmper på euro-landenes konkurrenceevne. Men de fleste kan blive enige med EU-kommissionens ambition om, at det er nødvendigt med flere midler til investeringer. Spørgsmålet er, hvordan man skal finde pengene.
Mario Draghis klare budskab er, at EU mangler mindst 800 milliarder euro (knap 6.000 milliarder kroner) i investeringer om året. Det beløb ligger langt fra, hvad der kan findes af midler selv i EU’s historisk store investeringspakke NextGenerationEU (også kaldt Coronafonden). Den stiller 723 milliarder euro til rådighed over seks år (2021-2026). Til sammenligning er EU’s almindelige, årlige budget 160-180 milliarder euro frem til 2027.
Det er måske muligt at tælle nogle af de 800 milliarder euro som EU-lederne er blevet enige om at bruge på forsvar med i dette regnestykke. Men de 800 forsvarsmilliarder er foreløbig kun ord og løfter. Den største del af den sum, 600 milliarder euro, er udgifter som medlemslandene får lov til at afholde, uden at straffes. Der er derfor kun meget begrænsede nye midler på bordet fra ReArm Europe forsvarsplanen.
Det er derfor et åbent spørgsmål, om det er muligt at fremskaffe de 800 milliarder om året, som Draghi efterlyser.
Den forbudte gældsættelse
Problemet med at finde det svimlende milliardbeløb, der skal ligge udover de løbende udgifter, er, at finansiering med lån er forbudt i traktatens artikel 125. Medlemslandene må heller ikke hæfte for hinandens gæld, og det årlige EU-budget skal være i balance (artikel 310), altså udgiftern må ikke være større end indtægterne.
Med Coronafonden blev de forbud lidt snedigt sat til side. Nød lærer nøgen kvinde at spinde, og Kommissionen fandt ud af, at traktaten har en nødudgang i artikel 122, hvor det fremgår:
”[…] kan Rådet, der træffer afgørelse på forslag af Kommissionen, i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne vedtage foranstaltninger, der er afpasset efter den økonomiske situation, navnlig hvis der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse produkter, især på energiområdet.
Og:
”I tilfælde af vanskeligheder eller alvorlig risiko for store vanskeligheder i en medlemsstat som følge af naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder, som den ikke selv er herre over, kan Rådet, på forslag af Kommissionen, på bestemte betingelser yde den pågældende medlemsstat finansiel støtte fra Unionen.”
Den første del om ”forsyningsvanskeligheder, især på energiområdet” viser, at teksten blev skrevet da oliekriserne i 1970’erne stadig var i mere frisk erindring, mens forfatterne til den anden del om ”naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder” næppe hade et endnu ukendt kinesisk virus i tankerne på det tidspunkt.
Hvis Draghis 800 milliarder euro hvert år skal findes, må EU bryde med traktaten, ikke kun en enkelt gang, men år efter år.
Men hvor der er en vilje, er der en vej.
Der er dog visse begrænsninger på, hvor langt man kan komme med viljestyrke. Som Päivi Leino-Sandberg, professor ved Helsinki universitet har påpeget i flere indlæg på jurabloggen Verfassungsblog, så skulle lånene og gældsætningen til fordel for Coronafonden være en engangsforestilling, ikke en ny praksis. Og de lån skal også betales tilbage, selvom det stadig er uklart hvordan.
Hvis Draghis 800 milliarder euro hvert år skal findes, må EU bryde med traktaten, ikke kun en enkelt gang, men år efter år. Det mener den finske jurist vil være uhørt rent juridisk, men også uhørt fra et demokratisk synspunkt: Hvis Rådet og Kommissionen bevidst bryder traktaten, hvordan skal borgere og medlemslande så kunne tage EU’s legitimitet alvorligt?
En vej udenom traktaten
Der er to mulige løsninger på det dilemma, ifølge Leino-Sandberg:
Enten enes de 27 medlemslande – altså alle – om at lave om på traktaten med alt, hvad det indebærer af regeringskonference, folkeafstemninger og andre former af godkendelser af de nationale parlamenter.
Eller også må de 800 milliarder euro år hvert år findes udenom EU-systemet ved gældsætning, beskatning eller på anden måde. Det vil sige, at der kræves en eller flere ”koalitioner af villige” for at løse de opgaver, som det samlede EU ikke evner.
Den tidligere citerede EU-ambassadør Lars Anell afsluttede sin analyse sådan her:
”Det er skæbnens ironi, at det i perioden med nulrente ville have været både smart og muligt at finansiere de trillioner euro i lån, der foreslås i Drahgi-rapporten. Nu er det både økonomisk tvivlsomt og politisk umuligt.”
Nu styres EU hverken af The Economist, tidligere svenske EU-ambassadører eller finske juraprofessorer, men det gør ikke deres kritik af Draghi-rapporten mindre relevant.
EU-samarbejdet er, som det ofte er blevet sagt, blevet styrket ved hver ny krise. Hvor der er en vilje, er der næsten altid en vej. Spørgsmålet er bare hvilken.
Meget tyder på, at det ikke vil blive EU som union eller organisation, som løfter opgaven med at finde penge til investeringer. Det må i stedet blive de enkelte lande, som hver for sig eller i forskellige koalitioner indleder den gældsætning, der hverken er juridisk tilladt eller politisk mulig i det samlede EU. Det vil give mottoet forenet i mangfoldighed en ny og utilsigtet mening.
Artiklen er en del af projektet “EU-bureauet: Fokus på formandskabet”, der har modtaget støtte fra Europa-Nævnet. Indholdet er alene tilskudsmodtagers ansvar.
Skriv et svar