BAGGRUND: Siden NATOs oprettelse har amerikanerne skuldret sikkerheden i Europa. Men USA’s løfte om at garantere freden, Pax Americana, begyndte allerede at vakle, da Trump blev valgt første gang. Kan Europa klare det selv? Processen er i fuld gang med Danmark i fortroppen.
Tekst: Jacob Langvad, Bruxelles
Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om at forsvarspolitikken er rykket ind midt på banen af EU’s store dagsorden, skal man bare læse programmet for det danske formandskab, der starter 1 juli.
Her skriver regeringen, at man vil arbejde for, at Europa senest i 2030 skal kunne forsvare sig selv, også som et troværdigt bidrag til euro-atlantisk sikkerhed. Derfor lægger Danmark også op til at styrke den europæiske forsvarsindustri.
”Europa står i en ny og alvorlig sikkerhedspolitisk situation præget af krig og et øget konfliktniveau,” lyder begrundelsen, og derfor skal der ”… arbejdes for et mere robust og modstandsdygtigt EU, der tager større ansvar for egen sikkerhed.”
Øh hvad
For bare fem år siden ville de fleste nok have knebet sig i armen og spurgt om de danske politikerne, der dengang stadig holdt fast i forbeholdet over for EU’s forsvarspolitiske samarbejde, mon havde spist svampe.
Men her i 2025 er bladet endegyldigt vendt.
En socialdemokratisk ledet regering giver bolden op til seks måneders formandskab, hvor Danmark vil stille sig bag en målrettet indsats, der skyder med skarpt på alle de store geopolitiske udfordringer, der lige nu står og blinker med rødt i næsten alle retninger, man vender blikket.
“… den æra, hvor folk mente, at vi levede i fred, sikkerhed og velstand er forbi.”
– Mark Leonard, direktør i tænketanken ECFR
Europæerne er nervøse
Det er ikke kun EU-landenes regeringer, der nu med Danmark i spidsen, er bekymret over den geopolitisk situation i Europa. Det er europæerne generelt set også.
Det viser en ny meningsmåling fra tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR).
“Europas geopolitiske identitet har været fred og velstand. Den mest dramatiske ting, vi ser over hele Europa er, at den æra, hvor folk mente, at vi levede i fred, sikkerhed og velstand nu er forbi,” sagde direktør for ECFR, Mark Leonard, da han præsenterede målingen for få dage siden.
Parate til hvad som helst
Målingen viser, at europæere i stort antal er meget bekymrede over en række trusler mod deres sikkerhed.
”Det spænder lige fra at EU og NATO skal falde fra hinanden til at deres egne lande bliver angrebet af Rusland, brug af atomvåben, start på en større europæisk krig eller tredje verdenskrig,” fortalte Mark Leonard, der også hæftede sig ved, at mange europæere nu er klar til at opruste militært.
“Vi ser et overraskende stort antal folk i forskellige EU-lande, der er for at genindføre obligatorisk militærtjeneste, og mest dramatisk, også et stort antal, der ser fordele i at udvikle en alternativ nuklear afskrækkelse, der ikke er afhængig af USA.”
Fransk enegang
Selvom snakken om et mere selvstændigt europæisk forsvar har summet i tyve år, klarest markeret med etableringen af EDA, Det Europæiske Forsvarsagentur i 2004, har der indtil nu været tale om ret små skridt.
Man skyndte sig temmelig langsomt med at få gang i EU’s små fredsskabende missioner, og da Libyens diktator Gaddafi blev bragt til fald i 2011, måtte USA hjælpe til.
Modvilje og en frygt for at svække NATO fik i mange år navnlig de øst- og central europæiske lande til at træde på bremsen. Nu er billedet vendt og Frankrig, der længe har presset på for et EU-forsvar, kan nu konfronteret med Trumps trusler, udbryde et stort hvad-sagde-vi!
“For at opbygge et virkelig uafhængigt Europa er det bydende nødvendigt at udvikle en ny form for Pax Europaea i det 21. århundrede – formet og administreret af Europa selv.”
– EU-Kommissionen, juni 2025
Markant opgradering
Det EU som Danmark nu bliver formand for har for første gang nogensinde fået en Kommissær for forsvar, Andrius Kubilius fra Litauen, der som eks. premierminister i en tidligere Sovjetrussisk stat, om nogen forstår truslen fra øst.
Det er blandt andet Andrius Kubilius rolle at sikre, at EU lederne ikke bare luller sig ind i varmen fra endnu en skåltale og nøjes med at anråbe tidens alvor.
Målet om en ny europæisk forsvarsparathed i 2030, skinner også igennem EU-Kommissionens forslag til den Omnibus for forsvarsindustrien, der kom midt i juni.
Investeringer op i gear
Omnibus bliver brugt som kodeord for den slankningsproces af hele EU-regelværket, som Ursula von der Leyen har sat gang i under sit andet mandat som formand, der startede i december.
Hvor det på de fleste andre EU-politikområder fra miljø og landbrug til industri handler om at gøre EU mere konkurrencedygtigt og frisætte erhvervslivets energi, så er der en anden type alvor at se i omnibussen for forsvarsindustripolitikken.
Den kan aflæses som et røngten billede, der åbenbarer alle sten på vejen til at nå målet om at skabe et EU, der kan forsvare sig selv i 2030.
“For at opbygge et virkelig uafhængigt Europa er det bydende nødvendigt at udvikle en ny form for Pax Europaea i det 21. århundrede – formet og administreret af Europa selv,” hedder det i Omnibus dokumentet, der anlægger en industripolitisk analyse.
”Den nødvendige indsats bør tage hensyn til de betydelige og kroniske underinvesteringer i forsvar i de sidste årtier og det kumulerede forsvarsgab i medlemsstaterne.”
Ikke nok krudt og kugler
Indtil Ukraine-krigen var EU præget af lav efterspørgsel på forsvarsmateriel og ammunition, der i løbet af de sidste årtier markant har reduceret produktionskapaciteten i den europæiske forsvarsteknologiske og industrielle base.
”Det har begrænset EU medlemsstaternes evne til hurtigt genoprette et troværdigt og pålideligt forsvar,” lyder analysen i omnibusudspillet, der fortsætter med et klart snit, der åbner for at springe diverse forhindringer over.
”Unionens nuværende lovgivningsrammer er vedtaget i fredstid, og de er ikke fuldt tilpasset til målet om at udvikle de nødvendige kapaciteter og militærberedskab til troværdigt at afskrække væbnet aggression og lette effektiv og hurtig indsættelse af de nødvendige store investeringer”.
Fjern alle forhindringer
De manglende investeringer er omnibussens argument for at gøre op med en række mere generelle EU-regler og rammevilkår, miljø-, udbud og andre godkendelseskrav, der kan blive en klods om benet for det store gearskifte, som tiden kalder på.
“Mange ikke-forsvarsspecifikke EU-love er ikke befordrende for at lette de europæiske forsvarsteknologiske og industrielle basers langsigtede investeringer i forsvarsevne … ,” skriver EU-Kommissionen, der også fremhæver:
”Den europæiske forsvarsteknologiske og industrielle base er en meget specifik sektor, hvis primære mål ikke er rent økonomisk”.
Hvor skal pengene komme fra?
Den finkæmning, der her er lagt op til med omnibussen, kommer ved siden af ReArm Europe initiativet, der kom tidligere i år. Det skal bl.a. fremme investeringer i forsvar for op imod 6000 mia. kroner og herunder rejse over 1100 mia. kroner kapital på de private lånemarkeder.
EU’s stramme budgetregler for maksimale offentlige underskud skal løsnes, når det handler om forsvarsinvesteringer, ligesom EIB, den europæiske investeringsbank, skal have mulighed for at låne til forsvarsprojekter. Det var ikke tilladt til nu.
Midlerne på EU’s store budget for samhørigshedsprogrammer skal ligeledes i større grad kunne bruges i forsvarssammenhæng.
“EU-landene sidder i et svært dilemma, og kan ikke vove et åbent brud med USA endnu.”
– Mark Leonard, direktør i tænketanken ECFR
Trump problemet
Efter EU med Tyskland i spidsen afviste at tage fuld pejling af den nye sikkerhedspolitiske situation efter Ruslands invasion af Krim-halvøen i 2014, og blot fortsatte storimporten af russisk gas, har EU nu sadlet langt mere drastisk om.
Hidtil upopulære investeringer i mere forsvar har ifølge tænketanken European Council on Foreign Relations (EFCR) nu bred opbakning i EU, hvis man ser bort fra Italien.
Med præsidents Trumps utilregnelighed og impulsive politiske ageren, er der en udbredt fornemmelse af at tiden løber, og det ubehagelige spørgsmål, der melder sig, er om EU har tid nok.
Mangler selvtillid
Mark Leonard, der er direktør i ECFR, siger at EU-landene sidder i et svært dilemma, og ikke kan vove et åbent brud med USA endnu:
“På den ene side forstår vi, at vi er nødt til at bevæge os mod større strategisk autonomi og tage mere ansvar for vores egen sikkerhed. Men på samme tid frygter europæerne, at de ikke kan gøre det hurtigt nok. Det ikke er deres tiltro til USA, der fører til det, men manglen på tro på sig selv, og det trækker mod en sund fornufts beslutning om at europæerne har brug for at købe sig mere tid.”
Mens EU-landene venter på at nå i mål med deres egen Pax Europaea i 2030, tager de til NATO-topmøde i Holland, og lover at følge op på præsident Trumps krav om at de skal øge deres forsvarsbudgetter til et hidtil uset 5 pct. af BNP. Fredsdividenden er for længst død og borte.
Titelbillede: Mette Frederiksen holder møde med Europa-Parlamentets formandskonference om det danske EU-formandskab, 3.juni 2025, fotograf: Daina Le Lardic, ophavsret: © European Union 2025 – Kilde : EP
Artiklen er en del af projektet ”EU-bureauet – fokus på formandskabet”, der har modtaget støtte fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.