ANALYSE: Efter det store fem-procent-skuespil for Trump på NATO-topmødet i Haag, skal der nu leveres. Hvordan ser vejen og forhindringerne ud? Forsvarspolitiske analytikere giver her bud på det svære arbejde, som det danske EU-formandskab skal være med til at styre.
Af: Jacob Langvad, Bruxelles
I den nye trumpske verden af international top-politik, hvor både trusler, påstande og løfter ofte bliver slynget ud uden større konsekvens, var det sværeste ikke at love USA’s præsident at bruge fem procent af BNP på forsvar på NATO-topmødet i Haag i juni.
Det svære for NATO-landene i EU bliver at holde fokus og følge op på afviklingen af alle de andre målsætninger og programmer, som EU-landene allerede har sat sig selv.
Derfor vil mange følge det danske EU-formandskab med spænding. Det gælder også Daniel Fiott, der er professor ved Bruxelles Frie Universitet (VUB) med speciale i forsvar og sikkerhed.
”Den største udfordring for det danske EU-formandskabbliver at sikre leveringen af alle de nye forsvarsværktøjer, der er aftalt, herunder SAFE-faciliteten og EDIP,” siger Fiott og tilføjer.
”Danmark vil også få udfordringen med at sikre, at konklusionerne fra NATO-topmødet i Haag bliver integreret i EU’s egne forsvarsplanlægningsprocesser på en intelligent måde.”
Plus det løse
SAFE-facilitetens lånepulje på 150 milliarder euro og forsvarsindustri-programmet EDIP er to af de store initiativer, som EU har lanceret uden direkte krav fra Trump, men som en reaktion på Ukraine-krigen og den vaklende amerikanske støtte til NATOs musketér ed.
“Vi ved på nuværende tidspunkt heller ikke hvilket yderligere pres, der vil opstå over Grønland, så det kan også dukke op i de kommende uger og måneder,” påpeger Daniel Fiott.
”Under alle omstændigheder vender opmærksomheden sig nu mod at omdanne de penge, der er aftalt på EU-niveau, til en køreplan for kapacitetsudvikling og -forsvarsproduktion.”
Taget tilløb i årtier
Det kan lyde som om, at man nu bare skal se at komme i arbejdstøjet. Men man har faktisk lagt an til det i over tyve år.
I 2004 oprettede EU et fælles agentur for forsvar, EDA, med det klare formål, at bane vej for større synergi i den europæiske produktion af forsvarsmateriel. Målet var at gøre op med en spredt struktur, hvor mange EU-lande producerede deres egne tanks, materiel og våben, og i stedet gå over til en mere koordineret forsvarsproduktion.
Det kække – amerikansk inspirerede – slogan var, at man skulle have “more bang for the buck”. Men her i 2025 lever problematikken med at få mere ud af de kroner, der bliver givet ud, i bedste velgående.
“… hvis EU mener det alvorligt med at få udviklet nøglekapaciteter … så bliver medlemslandene nødt til at sluge deres stolthed og nationale interesser.”
– Daniel Fiott, professor ved Bruxelles Frie Universitet
Svært at dele forsvar
Det skyldes primært at der typisk er knyttet meget store nationale industripolitiske interesser til store forsvarsprojekter og investeringer.
“Der kan opstå stor uenighed omkring de europæiske forsvarssamarbejdsprojekter, der skal forfølges,” siger den belgiske professor Daniel Fiott, der ser det som en potentiel stor udfordring stadigvæk.
”Men hvis EU mener det alvorligt med at få udviklet nøglekapaciteter – især for i sidste ende at erstatte en afhængighed af USA – så bliver medlemslandene nødt til at sluge deres stolthed og nationale interesser, og gå i gang med projekterne,” siger Fiott.
Tid til at komme videre
I modsætning til for tyve år siden, så er der en helt anden mere påtrængende storpolitisk kontekst, der giver grund til en vis optimisme.
“Der er en ny international orden, der presser EU og dets medlemsstater til at opgive deres gamle arbejdsmetoder. Der er nok stadig en række stædige lande tilbage, men vi er nødt til at gøre op med gamle vaner nu, ellers vil Europa blive sat helt bagud i verden,” siger Daniel Fiott.
Professoren fra VUB, forudser også, at der kan opstå forskelle mellem EU-landene om hvilke af dem, der vil gøre brug af de muligheder, som de nye EU-værktøjer og regler giver, til at få EU-medfinansiering af projekter.
”Selvfølgelig behøver alle EU-lande ikke gøre bruge af dem, men det ville være en skam at lade være for vi har virkelig brug for at skabe en kritisk masse i Europa inden for kapacitetsudvikling på forsvarsområdet,” siger Fiott.
Danmark kan vise vejen
Indtil for få år siden kunne Danmark ikke rigtig være med i de fælles forsvarsprojekter på grund af forsvarsforbeholdet. Men det ændrede sig med folkeafstemningen i 2022.
Et politisk vendepunkt som ifølge Daniel Fiott stadig ikke får den opmærksomhed det fortjener.
”Det er ekstremt vigtigt for EU, at Danmark nu spiller sin fulde rolle i EU’s forsvar. Jeg håber at formandskabet vil vise, at Danmark er en seriøs forsvarsaktør med viden om det høje nord og med et stort engagement i Europas forsvar. Derudover er Danmark en nation af innovatorer, og vi har brug for denne innovation, hvis vi skal føre EU-initiativerne frem til en succes,” slutter Fiott.
Ikke flere gode ideer
I forsvarspolitiske kreds bliver der nikket anerkendende til de initiativer, EU har taget.
”Men der også mere end nok på bordet nu,” understreger Sven Biscop, der er leder af det belgiske Egmont Institute for International Relations og professor ved universitetet i Gent.
For igen bliver det selve udførelsen af det konkrete samarbejde, der ifølge ham, kan blive det svære at følge til dørs.
Biscop peger især på de såkaldte ’strategic enablers’, altså de afgørende kapaciteter, som der er brug for, hvis det skal gøres muligt at anvende de europæiske styrkers efterretninger, kontrol og kommunikation på konkrete områder som transport og logistik i luftforsvaret.
Det som gjorde at EU-landene måtte trække på amerikansk hjælp, da de ville afsætte den libyske diktator Gaddafi i 2011.
Hvem går forrest?
“På de fleste af disse områder er vi stadig meget afhængige af USA men alle ved at Trump administration er ved at reducere sit engagement i det konventionelle forsvar af Europa,” siger Sven Biscop.
Den logiske konklusion er i følge Biscop, at man får brug for sine egne ’afgørende kapaciteter’.
“Fokus skal nu være på få skabt disse strategic enablers’. Men hvem og hvilke grupper af medlemsstater vil tage initiativet, og sige “ok nu gør vi det”. For hvis ingen tager initiativet, er der intet, der kommer til at lette for alvor,” siger han
”Her mener jeg, at EU-Kommissionens rolle mest er at facilitere den nødvendige proces, og sikre at de nye budgetmidler bliver samordnet og ikke brugt hver for sig som før,” siger Biscop.
”… hvis EU-landene i NATO rent faktisk skal tage ansvar for deres eget konventionelle forsvar, betyder det, at vi pludselig skal have alt det selv.”
– Sven Biscop, leder af Egmont Institute
Svær frigørelsesproces
Det er ikke kun det med pengene og samarbejdet på tværs af EU-landene, der giver udfordringer for EU i bestræbelserne på at blive uafhængige af USA på forsvarsområdet.
For de europæiske styrker bygger i dag på en struktur, der er tilsluttet og opererer inden for en ramme, der er leveret af USA.
”De er ikke rigtig beregnet til at operere uafhængigt i dag, så vores efterretninger kommer fra USA. Det samme gælder kommunikationssystemet, der tillader os at arbejde sammen med den amerikanske kommandostruktur for NATO’s strategiske transport og optankning af fly, som du har brug for til at kunne udføre en militær operation og konkret bruge de tropper, du har,” forklarer Biscop og konkluderer.
”Dybest set er det meste i dag leveret af USA, så hvis EU-landene i NATO rent faktisk skal tage ansvar for deres eget konventionelle forsvar, betyder det, at vi pludselig skal have alt det selv”.
Stadig venner
Sven Biscop understreger, at det selvfølgelig er i europæernes interesse, at opretholde alliancen med USA, og fortsætte med at knytte USA til Europas sikkerhed.
“Men samtidig skal vi kunne sende det budskab, at europæerne er stærke nok til at afværge en aggression imod os hele alene, i det mindste på det konventionelle område. Pointen er, at dette ikke kommer til at ske lige foreløbig. Jeg forventer at det vil tage 5-10 år,” siger Biscop.
De belgiske professor understreger her, at det ikke er de europæiske NATO-lande, der risikerer at splitte NATO-alliancen ved at gå ind i dette arbejde.
“Hvem er det der skader alliancen lige nu? Det er den amerikanske højrefløj, ikke os. Og vi bør drage konsekvenserne af det. Selvfølgelig er vores rolle ikke at gøre skaden endnu større. Men vi skal gøre, hvad vi kan, for at blive klar i en fart. Vi presser ikke amerikanerne væk, det er amerikanerne selv, der har taget afstand fra os. Så i Europa skal vi ikke være bange for at sige: Okay, så går vi i gang med at udvikle vores egne strategiske kapacitet,” slutter Biscop.
Fuld skrue – på lobbyismen
Selvom der er ligger meget arbejde forude, er der ingen grund til at frygte stilstand. Hvis man skal dømme efter aktiviteten hos forsvarsindustriens lobbyister er festen i fuld gang. De har lugtet penge og nye muligheder.
Siden Europa-Parlamentets nye mandat begyndte i juni 2024, er lobbyvirksomhed om forsvarsrelaterede spørgsmål således steget kraftigt, hvis man skal tro det billede, der tegnes af Transparency International EU.
Fra juni 2024 til juni 2025 har lobbyister, fra konsulentgrupper til brancheforeninger og forsvarsvirksomheder, arrangeret i alt 197 møder på bare et år. Det er en markant stigning sammenlignet med blot 78 registrerede af den slags møder i hele den foregående fem-årsperiode.
Titelbillede: En Lynx kampvogn bliver bygget på Rheinmetall, maj 2025. Fotograf: Carmen Jaspersen. Ophavsret © European Union 2025. Kilde: EC – Audiovisual Service.
Artiklen er en del af projektet ”EU-bureauet – fokus på formandskabet”, der har modtaget støtte fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.