Artikel: Henrik Dahl (LA) og Niels Flemming Hansen(K) har begge fortrudt, at de stemte for en tekst om at styrke kvinderettigheder. De to mep’er overså en sætning om transkvinder og har nu rettet deres stemme.
Af: Marianne Skovlund
Data: Niels Erik Kaaber Rasmussen
”Lad mig sige det helt klart: det var en fejl, at jeg i går stemte for, at transkvinder skal anerkendes som rigtige kvinder. Det er ikke min holdning.”
Sådan skrev Henrik Dahl (LA) den 12.februar på både sociale medier og sin EP-hjemmeside, og derfor rettede han sin stemme til at afstå – altså stemme hverken ja eller nej.
Dagen før havde Parlamentet stemt om en tekst, der handler om kvinderettigheder. Men Henrik Dahl havde ikke set de to linjer, der handlede om anerkendelse af transkvinder som kvinder.
”På grund af tidspres, missede vi den bemærkning, da vi læste hele teksten igennem. Det har vi rettet op på nu. For nej. Transkvinder skal ikke anerkendes som biologiske kvinder,” skriver Dahl.
Der var en, der var to
Det samme gjorde sig gældende for den konservative MEP’er, Niels Flemming Hansen (K), der første stemte for teksten og siden rettede sin stemme til at afstå.
”Jeg stemte oprindeligt for teksten, fordi vi kunne se os selv i store dele af den blandt andet i arbejdet for at sikre abortrettigheder og bekæmpe vold mod kvinder,” siger Niels Flemming Hansen (K).
Dagen efter afstemningen bliver Niels Flemming Hansen så opmærksom på formuleringen om, at transkvinder skal anerkendes som kvinder.
”Formuleringen er så bred, at den kan give anledning til fortolkninger, der er i strid med Det Konservative Folkepartis politik på området. Derfor orienterede vi også folketingsgruppen om, at vi ønskede at ændre stemmen til en hverken-for-eller-imod.”
Deler du, Henrik Dahls holdning om, at transkvinder ikke skal anerkendes som kvinder?
”Spørgsmålet handler ikke om at afvise mennesker, men om at sikre, at lovgivning og politiske tekster ikke formuleres så bredt, at de skaber uklarhed i forhold til gældende dansk politik og retstilstand,” udtaler Niels Flemming Hansen (K) i et skriftligt svar til EU-bureauet.
”Retssystemer fejler ofte ofre for kønsbaseret vold, herunder seksuel vold.”
– Lina Gálvez, ordfører på rapporten (S&D)
Anbefaling – ikke lovgivning
Den rapport, der blev stemt om, og som har fået de to danske MEP’er til at ændre deres stemme, er Parlamentets anbefalinger til, hvad EU skal prioritere på det kommende møde i FN’s Kvindekommission (UNCSW), der finder sted i New York i marts.
Der er ikke tale om lovgivning, men om hvad Parlamentet mener, at EU’s position skal være på mødet.
Årets tema handler om at sikre og styrke alle kvinder og pigers adgang til retfærdighed – altså mulighed for at få prøvet deres sag, som er et grundlæggende princip i en retsstat. Hvilket rapportens ordfører, den spanske socialdemokrat, Lina Gálvez (S&D), også lagde vægt på i debatten, der fandt sted inden afstemningen.
”Rundt om i verden står millioner af kvinder og piger stadig over for diskriminerende love, strukturelle barrierer og institutionelle praksisser, der nægter dem lige beskyttelse under loven,” sagde hun og brugte sagen om den dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein som eksempel.
”Retssystemer fejler ofte ofre for kønsbaseret vold, herunder seksuel vold. Det ser vi nu med Epstein-filerne, der viser ting, der skete og blev rapporteret for næsten fire årtier siden.”
To sætninger om transkvinder
Rapporten indeholder en række anbefalinger (a-z) til EU’s Ministerråd (også blot kaldet Rådet). Den del af teksten, der handler om transkvinder, ligger under punkt y. Her henstiller Parlamentet til Rådet:
” .. at understrege betydningen af fuld anerkendelse af transkvinder som kvinder og bemærke, at deres inklusion er afgørende for effektiviteten af enhver politik for ligestilling mellem kønnene og bekæmpelse af vold … ”
Ifølge rapportens ordfører, Lina Gálvez (S&D) er det vigtigt, at adgang til retfærdighed er inkluderende.
“Den skal nå migrantkvinder, kvinder med handicap, kvinder i landområder, LGBTQI-personer og dem, der oplever flere og krydsende former for diskrimination, som normalt er tilfældet. Retfærdighed kan ikke være selektiv. Lighed kan ikke være delvis.”
Derfor opfordrer Parlamentet også til anerkendelse af og lige adgang for transkønnede kvinder til beskyttelses- og støttetjenester.
Både Henrik Dahl (LA) og Niels Flemming Hansen (K) giver udtryk for, at de bakker op om andre dele af teksten, blot ikke det om transkvinder.
”Den del, der handler om transkvinder, fyldte to linjer i en lang tekst om en masse andet, der bl.a. handlede om basale kvinderettigheder og indsats mod voldtægt. Den del bakker jeg op om,” skrev Henrik Dahl på sin EP-hjemmeside.
Bryder med gruppelinje
Selvom Henrik Dahl og Niels Flemming Hansen kommer fra hver sit blå parti sidder de sammen i Europa-Parlamentets konservative gruppe, EPP.
Her havde flertallet ingen problemer med at stemme for teksten. 93 af gruppens medlemmer bakkede op, 15 stemte imod og 24 valgte at afstå.
Dahl og Hansen bryder altså med gruppelinjen ved at rette deres stemmer og følger i stedet deres nationale partis holdning. Det samme gør især gruppens medlemmer fra Spanien og Østrig. Mens det er medlemmer fra særligt Slovenien, Malta og Kroatien, der stemmer imod.
Bryder med V-politik?
Venstres to MEP’er Morten Løkkegaard og Asger Christensen stemte begge for teksten.
Tidligere ligestillingsminister og nu Europaminister, Marie Bjerre (V) har ellers tidligere sagt, at hun ikke mener transkvinder skal anerkendes som kvinder. I en kronik i Jyllands-Posten i august 2024 skriver Maria Bjerre blandt andet:
”Vi bliver som samfund nødt til at holde fast i, at en transkvinde ikke er og aldrig bliver en biologisk kvinde. Biologi er bestemt af gener. Det kan man ikke ændre på.”
I november 2024 spurgte BT flere politikere fra Venstre, hvad de mente om, at Dansk Boldspil Union havde besluttet, at transkvinder kunne stille op i fodboldturneringer, der tidligere kun var åbne for biologiske kvinder. Der kom ikke noget klart svar.
Nu er der så opbakning fra Venstre til Parlamentets anbefaling til Rådet om, at understrege betydningen af fuld anerkendelse af transkvinder som kvinder. Men det ene udelukker ikke det andet, lyder det fra Asger Christensen (V)
“Det er helt simpelt. Jeg mener ikke, at transkvinder er biologiske kvinder. Det er jo et spørgsmål om biologi og gener.”
Når han alligevel stemmer for teksten skyldes det:
“Sektionen om transkvinder er en lille del af en lang og fin tekst, der handler om bekæmpelse af vold og voldtægt rettet mod kvinder, ligesom der er en række basale kvinderettigheder som en del af teksten. Det vil jeg ikke gøre mig til modstander af,” siger Asger Christensen (V / Renew)
Flertal fulgte gruppelinjerne
Flertallet af de øvrige danske MEP’er stemte for rapporten. Imod stemte Kristoffer Storm (DD / ECR) og Anders Vistisen (DF/ PfE).
Som man kan se af figur 1, flugter de danske MEP’ers stemmer med deres respektive politiske grupper.
Figur 1: Fordeling efter politisk gruppe på: BETÆNKNING om Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om EU’s prioriteter for den 70. samling i FN’s Kommission for Kvinders Status

Figur 2: Skemaet viser i procent hvad flertallet i gruppen stemte. For (grøn), imod (rød) eller afstod (orange). Data er fra plenarsamlingen 9.-12.februar 2026. Grafik: EU-bureauet.
Kan ikke ændre afstemning
Der var ikke den store spænding om udfaldet af afstemningen. Rapporten bliver vedtaget med et flertal på 61.9 procent.
Den vindende koalition består af de konservative (EPP), de liberale (Renew), socialdemokraterne (S&D), De Grønne (Verts/ALE) og Venstrefløjsgruppen (The Left). Koalitionen er den mest dominerende i Parlamentet og har i denne mandatperiode vundet 34.8 procent af afstemningerne.
Stemme-rettelserne fra Niels Flemming Hansen (K) og Henrik Dahl (LA) har ingen betydning for afstemningens resultat. Det er deres oprindelige stemme, der tæller. Alligevel er det vigtigt at kunne rette sin stemme, mener Niels Flemming Hansen (K).
”Stemmerettelser er en vigtig mulighed for at skabe åbenhed om ens reelle politiske holdning, hvis der er sket en fejl eller en misforståelse. Derfor valgte vi at rette stemmen, så den afspejler den politiske vurdering.”
Titelbillede: Niels Flemming Hansen (K) Europa-Parlamentet, Strasbourg december 2025. Ophavsret © EPP Group og Henrik Dahl (LA), Europa-Parlamentet, Strasbourg. Fotograf Alain ROLLAND. Ophavsret © European Union 2025. Kilde: EP

