ARTIKEL: Hvis ikke det er Kommissionen, så er det Europa-Parlamentet den er gal med. Begge får skyld for at trække tempoet ud af vigtige beslutninger og særligt Parlamentet får kritik for ikke at være sit ansvar voksent. Men pilen peger et andet sted hen, siger Sara Hagemann, der forsker i EU.
Af: Marianne Skovlund
Frustrationen er tydelig hos DI’s direktør, Lars Sandahl Sørensen.
Han står på scenen til en konference arrangeret af Tænketanken Europa. Panelet taler om EU’s manglende konkurrenceevne, og hvor langsomt det går med at træffe vigtige beslutninger. Kun 10 procent af de anbefalinger den tidligere ECB-chef Mario Draghi er kommet med for over et år siden er blevet gennemført.
Samtidig har et meget smalt flertal i Europa-Parlamentet netop vedtaget at sende EU’s handelsaftale med Mercosur-landene til juridisk tjek hos EU-domstolen. Det vil forsinke aftalen, der er underskrevet af parterne, men mangler at blive godkendt af Parlamentet. Det generelle billede er derfor nedslående, og Lars Sandahl Sørensen har ’mistet tålmodigheden’, siger han fra scenen.
”Vi kan ikke have blokkene i Europa-Parlamentet bekriger hinanden om magten. Det er ikke seriøst. Det er ikke ansvarligt.”
Tysk kansler ude med riven
Også den tyske kansler Friedrich Merz beklager resultatet af afstemningen. Ikke på scenen i Industriens Hus, men på X kort efter afstemningen, der fandt sted 21. januar.
”Parlamentet fejlvurderer den geopolitiske situation. Vi er overbeviste om aftalens lovlighed,” skrev Merz og anbefalede, at handelsaftalen blev sat midlertidigt i kraft. Det er den netop blevet.
Merz var også ude med kritik af Europa-Parlamentet i oktober sidste år. Her kaldte han en beslutning om at udskyde en afstemning om forenklingspakken Omnibus 1 for både ’uacceptabel’ og ”en fatal fejl.”
Forhandlingerne var gået i hårdknude og et kompromisforslag mellem de politiske grupper på midten blev afvist. Nu skulle der forhandles og stemmes igen. Forløbet blev set som en test af hvilken vej den store konservative gruppe (EPP) ville vælge at gå – mod midten eller mod højre.
“Vi har nu brug for virkelig hurtige beslutninger i EU for at genoprette den europæiske industris konkurrenceevne, som vi i øjeblikket taber dramatisk,” sagde Merz.
Europa-Parlamentets formand, Roberta Metsola, var ikke sen til at svare igen på Merz kritik.
”Jeg ville ikke sætte spørgsmålstegn ved den demokratiske uafhængighed og parlamentets institutionelle ret til at forsvare sin position og repræsentere de borgerne, som har valgt os,” sagde hun.
DI: Der er brug for at handle
På konference i Industriens Hus mener Lars Sandahl Sørensen, direktør i DI imidlertid også, at det er på tide at ’gøre noget’.
”Jeg forstår de politiske dynamikker i det her, men det (der sker) er totalt uansvarligt. Nogen bliver nødt til at fortælle de her folk, at I kan stemme som I vil, men I bliver nødt til at være ansvarlige.”
Sandahl fortæller, at erhvervsorganisationen Business Europa, som DI er medlem af, har besluttet, at de nu ’vil skubbe på enhver af de parlamentarikere, som vi ser spille det her spil og bede dem om at være ansvarlige.’
”Vi vil prøve at forklare dem den situation, Europa står i lige nu. Ellers flytter vi os aldrig. Vi kan ikke blive ved med at sige, at det er uansvarligt og at parlamentet ikke virker og grundlæggende ikke træffer de rigtige beslutninger, så vi har brug for at agere.”
Vi har spurgt Lars Sandahl Sørensen om han vil uddybe sine synspunkter, men det har ikke været muligt at få et interview siden konferencen fandt sted den 2.februar.
”… det der sker nationalt kører som et bagtæppe på mange beslutninger.”
– Sara Hagemann, professor, Københavns Universitet
Kritik rammer ikke plet
At give Europa-Parlamentet skylden for, at det tager lang tid at træffe vigtige beslutninger, er imidlertid at skyde forbi målet. Det siger Sara Hagemann, der er professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og forsker i EU.
”Kritikken af, at tingene går for langsomt lige nu, kan vi altså ikke plante hos EU’s institutioner. Det skyldes de uenigheder, vi ser hos medlemslandene,” siger Hagemann og uddyber.
” Der er mange ting, landene kan blive enige om i forhold til de store målsætninger, men lige så snart man begynder at kigge på detaljerne af, hvad der skal ske på områder som det indre marked og konkurrencedygtighed – og selv når vi snakker industripolitik, så er medlemslandene, og særligt de store medlemslande ikke enige.”
Kommissionen stækket
Derfor er det ifølge Sara Hagemann også svært for Kommissionen at lægge forslag på bordet, som den kan være sikre på, at få flertal for både blandt regeringer og i Europa-Parlamentet.
”Det er også det, vi ser afspejle sig i Parlamentet omkring Mercosur-aftalen. Den franske regering er imod aftalen og stort set alle de franske medlemmer stemte for at sende aftalen til EU-domstolen.”
Det samme gjorde sig gældende for flere andre medlemslande som Ungarn, Østrig og Polen.
Mønsteret blev gentaget denne uge med Kommissionens forslag til ny industripolitik, den såkaldte ”køb-europæisk-lov”, der skulle være lagt frem i december sidste år, men er blevet udskudt flere gange på grund af modstand fra bl.a. Tyskland, Tjekkiet og Sverige.
”Så vi skal kigge på, hvad der foregår i national politik hos alle regeringerne lige nu. I Frankrig er regeringen for eksempel helt enormt presset, og der er præsidentvalg allerede til næste år. Så det der sker nationalt kører som et bagtæppe på mange beslutninger.”
Kritik er også berettiget
Når det er sagt, så er Sara Hagemann enig i, at Europa-Parlamentet ikke levede op til sit ansvar i forbindelse med Mercosur-aftalen.
”Europa-Parlamentet spiller et kort af og til for at vise, at det er relevant og skal høres og til tider har nogle andre holdninger end regeringerne. Hvilket jo er helt i overensstemmelse med deres rolle som folkevalgt forsamling og medlovgiver,” siger Hageman, men afstemningen om at henvise Mercosur-aftalen til domstolen adskiller sig.
”For på den anden side, så skal Europa-Parlamentet også forstå, hvad der er der er på spil for Europa. Og det er jo det Lars Sandahl Sørensen taler om. For der er tale om en enormt vigtig aftale på et tidspunkt, hvor der er handelskrig og en eskalering af konkurrence dynamikkerne globalt. Der bliver EU nødt til at positionere sig. Så det store billede er i den her situation gået lidt tabt for Europa-Parlamentet.”
Ikke et useriøs Parlament
Sara Hagemann mener til gengæld ikke at det, der foregår i Europa-Parlamentet er useriøst, som Lars Sandahl Sørensen, direktør i DI, udtrykte det på konferencen.
”Det at have de her debatter, hvor det bliver tydeligt gjort, hvilke politikker der er på bordet og hvilke alternativer, der findes, er jo sådan set den rolle et parlament har.”
Så kan det godt være, at Parlamentet er blevet stort (720 medlemmer), men det er ifølge Hagemann også blevet mere effektivt, fordi der er uddelegeret utrolig meget arbejde til de stående politiske udvalg.
”De er blevet professionaliserede. De har folk ansat, som understøtter arbejdet og som gør, at Europa-Parlamentet er blevet ret kompetent på mange politikområder. De politikere, der sidder i udvalgene kan selvfølgelig have meget forskellige synspunkter om de mange politiske sager, der kører igennem et udvalg. Men de formår ofte at have forberedt lovgivning ret godt.”
Som regel vil der også være overensstemmelse mellem afstemninger i udvalgene og de endelige beslutninger, der tages af hele Parlamentet. Men selvfølgelig kan det ‘gå galt’.
”Det er jo et enormt bredt sammensat Parlament. Og for tiden også et temmelig fragmenteret Parlament, som kan være en svær modspiller eller medspiller for regeringerne i Rådet.”
” .. hvis du ikke har demokratisk forankring af så store og vigtige politiske områder, så kan det får konsekvenser ved et regeringsskifte – eller at der simpelthen er en manglende opbakning i befolkningen.”
– Sara Hagemann, professor, Københavns Universitet
Ikke tid til indvendinger
For Parlamentet handler det dog ikke kun om at gøre opmærksom på sig selv og ville tages seriøst som medlovgiver. Parlamentet har også indvendinger, som er af en politisk karakter.
Med Mercosur så man for eksempel en bekymring i nogle af de politiske grupper for både miljø- og forbrugerrettigheder. Elementer, som Mercosur-aftalen, i deres øjne, ikke imødekommer i høj nok grad til, at de kan bakke op.
”Der piller de i noget, som regeringerne simpelthen ikke har tid til, når der er så meget på spil på store politiske områder, som der er for tiden. Og så opstår der et irritationsmoment, når Parlamentet ikke bare nikker ja og giver medhold til regeringerne,” siger Sara Hagemann.
Den samme form for spænding ses også mellem EU-landenes egne parlamenter og regeringer og administration.
”Når det hele skal gå ret hurtigt, så er det klart, at det at skulle høre et parlament og tage det med ind i beslutningsrummet, det kræver ressourcer og det kræver tid, som mange regeringer lige nu føler, rigtigt nok, at de ikke har. Så kritikken af Europa-Parlamentet er der mange regeringsledere, der også kan genkende fra deres egne demokratiske processer, med deres nationale parlamenter.”
Vigtigt at have folk med sig
Dermed ikke sagt, at man så skal springe de led over. Parlamenterne er fortsat meget vigtige selvom der er korte deadlines og tidspres for at træffe meget store beslutninger om alt fra forsvar til konkurrenceevne, miljø og andet.
”Altså Europa-Parlamentet er helt sikkert en nødvendig demokratisk institution, som skal være en del af beslutningsprocessen i EU. Men jeg synes, at Lars Sandahl Sørensen (direktør i DI. red) har ret i, at så skal parlamentarikerne også leve op til deres ansvar.”
Det samme gælder de nationale parlamenter, som Sara Hagemann fremhæver som ’de glemte demokratiske institutioner i EU politik’.
”Ikke at de skal have en medbestemmelse ind i EU-beslutninger, men de skal være en del af debatten og den politiske proces nationalt.”
Problemet er ifølge Sara Hagemann, at der ofte ikke er en ordentlig ekspertise og forståelse af de store EU-politikker i de nationale parlamenter. Men også at regeringerne bare kører det løb i national politik meget autoritativt.
”Igen, det kan være nødvendigt, men hvis du ikke har den demokratiske forankring af så store og vigtige politiske områder, så kan det godt få konsekvenser ved et regeringsskifte eller ved, at der simpelthen er en manglende opbakning i befolkningen.”
Taber også folk hvis det ikke går stærkt
Den samme pointe men med omvendt fortegn, havde Europa-Parlamentets formand Roberta Metsola, da hun i slutningen af februar var gæst på en konference hos Chatham House, London.
”Vi er nødt til at træffe hurtigere beslutninger ellers mister vi borgerne,” var beskeden fra Metsola.
Sidste efterår sagde den tidligere ECB-chef Mario Draghi nogenlunde det samme, da han kritiserede EU for ikke at have nået at vedtage mere end 10 procent af anbefalinger fra hans rapport om EU’s manglende konkurrenceevne.
”Borgere og virksomheder i Europa giver udtryk for voksende frustration. De er skuffede over, hvor langsomt EU bevæger sig. De ser, at vi ikke formår at matche forandringstempoet andre steder,” sagde Draghi, der også var kritisk overfor forklaringerne.
”Det bliver alt for ofte undskyldt med, at det simpelthen er, hvordan EU er bygget. At en kompleks proces med mange aktører skal respekteres. Nogle gange bliver inerti endda præsenteret som respekt for retsstaten.”
Draghi kritiserede heller ikke institutionerne, men pegede i stedet på, ligesom professor Sara Hagemann gør, at de enkelte medlemslande kan være ”betydelige forhindringer”.
Mulighed for krise-beslutninger
Så det er lidt et tveægget sværd. Går man udenom parlamenterne for at spare tid og besværlige diskussioner, kan man miste befolkningernes opbakning til de beslutninger, der træffes i EU. Tager man sig god tid og inddrager parlamenterne og tager nationale hensyn, så mister folk tillid til, at EU kan løse problemerne.
”Der mener jeg, at man fint kan lave en proces som kun kræver kvalificeret flertal af regeringerne i Rådet og med høring i Parlamentet. Det skal ikke være dagligdag, for godt nok er der krise, men denne krise er vedvarende,” siger Sara Hagemann, professor på Københavns Universitet.
Hagemann mener også at tiden er moden til at se på den almindelige beslutningsprocedure i EU, som kræver Europa-Parlamentets deltagelse.
”Beslutningsprocedurerne bør skæres lidt anderledes, end det vi har i dag. For Europa-Parlamentet, Rådet og EU Kommissionen kan simpelthen ikke levere på de dagsordner, der er lige nu, hurtigt nok.”
Titelbillede: Europa-Parlamentet i Strasbourg 2026. Fotograf: Denis Lomme. Ophavsret © European Union 2026. Kilde : EP