ARTIKEL: EU har godkendt en regnemetode hvor ny plast kan beskrives som genbrugt, selvom der kun er 2.5 procent affaldsplast i. Det betyder at plastproduktion og øget olieudvinding kan defineres som eksempel på cirkulær økonomi. EU åbner for greenwashing, lyder kritikken fra flere sider.
Af: Staffan Dahllöf og Ludovica Jona
Hver gang vi snupper en is eller laver en omgang pasta, så har vi fat i en vare, der er pakket ind i plast. Måske står der på emballagen, at den er lavet af 80 procent genanvendt plast. Men i fremtiden er den mærkning ikke meget værd.
Det siger Helmut Maurer, der er professor i miljø-ret og tidligere ekspert i Kommissionens Miljødirektorat for affald og kemikalier.
“I fremtiden vil vi købe plastgenstande med en mærkning, der siger 80 procent genanvendt, og det vil være lovligt, selvom de fysisk kun indeholder 1 procent genanvendt materiale. De angivne tal vil ikke have noget med virkeligheden at gøre,” siger Maurer
Baggrunden for den udtalelser er, at Kommissionen og 20 medlemslande har vedtaget en ny definition af, hvad der kan kaldes genbrug af plastaffald. Her benytter man et regnskabsprincip, som betyder at ny plast kan kaldes genbrugsplast, selvom der kun er en brøkdel plastaffald i.
Regnemetoden blev accepteret ved en komitébeslutning den 6.februar i år. Et medlemsland stemte imod og seks undlod at tage stilling. Det fremgår ikke hvilket land, der modsatte sig den kontroversielle regnemetode, kun at det repræsenterer 13 procent af EU’s befolkning. Det kan dermed være Italien som modsatte sig. Landet har 13,19 procents stemmevægt ifølge Ministerrådet stemmekalkulator.
5 procent eller 2.5 procent
Beslutningen får betydning for genbrug af PET-flasker, men også for anden EU-lovgivning om affald, og for fortsat udvinding af olie. Det har fået miljønetværket Zero Waste Europe (ZWE) til at råbe vakt i gevær.
”Denne tilgang vil hverken øge brugen af genanvendt indhold eller forbedre cirkulariteten,” udtaler Lauriane Veillard, politisk rådgiver i ZWE, der mener, at EU dermed legitimerer grønstempling.
Forklaringen på miljønetværkets, og andres, kritik er, at regnemetoden godkender en meget lidt fremgangsrig teknologi, kemisk genvinding. Det går ud på at plastaffald gennemgår pyrolyse, opvarmning uden adgang til ilt hvor affaldsplasten smeltes ned til en olie som kan bruges som råvare i tilvirkning af ny plast.
Et problem er, at pyrolyseolie er meget korrosiv, hvorfor man kun kan bruge meget lidt af den som råvare ad gangen.
På en konference i Bruxelles arrangeret af det franske petroleumsinstitut (IFPEN) i november sidste år indrømmede Alexander Röder, talsmand for brancheforeningen Plastic Europe, at det er et problem.
”I de indledende faser af kemisk genanvendelse i vores anlæg vil der være 5 procent affald mod 95 procent nafta (lavet af olie. red) eller endnu mindre,” sagde han.
I realiteten er også 5 procent for højt et tal fordi processen i en krakker som fremstiller plast typisk resulterer i 40 procent monomerer, de enkle byggesten i fremstillingen af polymerer, plast. Heraf kommer kun 5 procent fra plastaffald (pyrolyseolien). Det betyder at ny plast i gennemsnit kun indeholder 2 procent genbrugsplast. Resten er lavet af ny ”jomfruelig” olie.
Figur 1: Sådan foregår pyrolyse processen
Videografik: Alexia Barakou, Plastic On Fire
Kan ikke følge molekyler
At kun en brøkdel genvundet affald alligevel kan grønstemple kemisk genvinding forklares med begrebet massebalance. Det går tilbage til kemiens fødsel i det 18. århundrede, da den franske videnskabsmand Antoine Lavoisier opdagede, at stof hverken skabes eller forsvinder i kemiske reaktioner, men ændrer form. Det blev til ”loven om massebevarelse”.
Når den forståelse bruges som regnskabsmetode, kan producenter mærke ny plast som genanvendt selv om de kun indeholder helt små mængder affald, fordi den andel ikke kan spores.
På konferencen i Bruxelles blev EU-kommissionens deltager Wolfgang Trunk opvartet af plastindustriens repræsentanter som argumenterede for metoden:
”Massebalance er en matematisk antagelse. Det handler ikke om at følge molekylerne,” sagde en af dem i en kaffepause.
Tre måneder senere viste det sig at industrien, havde fået gehør for sit forslag.
Genvindings anlæg fungerer ikke
Et andet problem med kemisk genvinding, udover den meget fleksible regnemetode, er vanskelighederne ved at få det at fungere i stor skala. Kemisk genvinding ved pyrolyse er blevet beskrevet som en lovende genbrugsteknologi, men metoden har svært ved at klare sig på kommercielle vilkår.
Journalister fra projektet ”Plastic on fire” har kontaktet 78 annoncerede genvindingsanlæg i Europa baseret på pyrolyse. Af de 78 er højt regnet 18 i drift.
Ingen af de 18 har kunnet eller villet oplyse, hvor meget pyrolyseolie de får ud af deres processer. Ingen af de kontaktede virksomheder har heller været i stand til, eller villige til, at oplyse, på hvilken måde deres produktion reducerer CO2-emissioner ved plastfremstilling.
Problemer i Danmark
I Danmark går genanvendelse af plast bogstaveligt talt op i røg, varme og el. Det vil sige plasten bliver brændt i varmeværk og kraftvarmeværk.
Intet andet EU-land, på nær Malta, genanvender så lidt plastaffald, primært på grund af den massive danske udbygning af fjernvarme.
Af ti annonceret anlæg med kemisk genvinding af plast i Danmark er syv enten gået i konkurs, har udskudt sine planer, eller ophørt med at eksistere. To er i drift. Det gælder pyrolyseanlægget Waste Plastic Upcycling i Fårevejle og Quantafuel i Skive med en mulig tilføjelse af Makeen EnviroTech/Plastcon i Randers senere i år.
Vi har uden held forsøgt at få kommentarer fra de tre virksomheder. Quantafuel i Skive var på et tidspunkt interesseret i at fremvise virksomheden ved et besøg, men trak derefter en aftalt invitation tilbage.
“Foreløbige data for 2025 viser en stigning på 50 procent i lukningen af genvindingsanlæg … “
– Plastic Recyclers Europe, brancheorganisation for plastgenvinding
Kun lige begyndt
Da den skrumpende liste over danske genvindingsanlæg blev fremlagt for brancheorganisationen Plastindustrien i Danmark sidste sommer, sagde Martin Wøldike, der er press- og kommunikationsansvarlig, at han kunne genkende nogle af navnene på listen men, at organisationen ikke havde nogen aktuel opdatering.
”Kemisk genvinding er ikke det store endnu. Der har været tekniske problemer. Sortering af plastaffald er stadig noget nyt. Vi er lige begyndt at se et marked udvikle sig. Kvaliteten af det genbrugte affald er også kritisk. I begyndelsen troede vi at næsten alt kunne genvindes, men det er ikke tilfældet,” sagde han.
Christina Busk, der er miljøpolitisk chef i organisationen tilføjede:
”Vi er begyndt. Der behov for genvinding og for at bruge plast. Hvis vi skal møde kvalitetskrav, må affaldssorteringen ske i husstandene, det kan ikke gøres centralt. Der er definitionsproblemer da koderne for forskellige plasttyper ikke passer med hvordan plasten bliver brugt. Hvor skal man for eksempel placere Legoklodser.”
Den europæiske brancheorganisation Plastic Recyclers Europe bekræftede sidste år vanskelighederne ved kemisk genvinding ved pyrolyse.
“Foreløbige data for 2025 viser en stigning på 50 procent i lukningen af genvindingsanlæg, hvilket resulterer i et tab på en million tons europæisk genvindingskapacitet på bare tre år,” skrev organisationen i en erklæring.
Figur 1: Kort over anlæg til kemisk genvindig af plast i Europa
Figur1: Kortet viser placeringen af 78 anlæg til kemisk genvinding i EU’s medlemsland. Gul: Annoncerede (41 %) Orange: Udskudte (31 %):. Rød: Aflyste (19 %). Grøn: I brug (8 %). Blå: Pilotstadie (1 %). Kort: Francesco Cerqua, Plastic On Fire.
Produktion = genbrug
Set fra plastindustriens side er det mindre væsentligt hvor godt kemisk genvinding fungerer i praktikken og om regnskabsmetoden er retvisende eller ej. Industriens pointe er at få etableret termer som genvinding, genbrug og cirkulær økonomi på plastproduktion selv om genbrugsdelen er lille.
Forklaringen på den interesse, og på at plast- og olieindustrien har vundet gehør i EU, kan findes i en analyse fra Det Internationale Energiagentur (IEA). Det er plastindustrien som står bag den største vækst i efterspørgslen af olie.
I rapporten Oil 2025 skriver IEA:
“Den stigende anvendelse af olieprodukter som råmaterialer til produktion af plast og syntetiske fibre cementerede petrokemisk industris dominans af den samlede vækst i olieefterspørgslen i 2024, hvor den tegnede sig for omkring tre fjerdedele af nettovæksten.”
Den udvikling vil den fossile industri gerne holde fast i. Det mener Lee Bell, teknisk og politisk rådgiver hos NGO’en International Pollutants Elimination Network (IPEN).
”Industrien og olieproducerende stater presser på for kemisk genanvendelse for at bevare væksten i plast,” sagde han i et interview i efteråret.
Svar uden afsender
Olie som råmateriale til plast er desuden ikke kun den vigtigste drivkraft for væksten i olieudvinding. Flere olieselskaber er selv direkte involveret i plastproduktion, som SABIC, et datterselskab af det saudiske olieselskab Aramco.
Den Riyadh-baserede plastproducent har indgået adskillige aftaler om at levere emballage til kendte forbrugerprodukter som Magnum is, Kind chokolade, Philadelphia ost og Garofalo pasta.
Emballagen til disse produkter er mærket med tekster som ”certificeret vedvarende polymer, genanvendt plast” eller lignende, i overensstemmelse med Sabics eget TRUCIRCLE-mærke.
“Med vedtagelsen af denne her gennemførelsesbeslutning legitimerer beslutningstagerne greenwashing … “
– Lauriane Veillard, politisk rådgiver, Zero Waste Europe
Ingen kommentarer fra Kommissionen
Men hvordan kan Kommissionen acceptere en beregningsmetode som kritiseres for at være vildledende og genbrugsteknologi med meget beskedne resultater?
Vi har henvendt os til talspersontjenesten for Kommissionens forskellige generaldirektorat for at få svar. Ingen steder ønsker man at udtale sig til citat eller vil henvise til personer eller afdelingen, som vil kunne identificeres.
Vi har i stedet fået tilsendt forklaringer til baggrund for vores forståelse. Sortering og genbrug af PET-flasker, og anden plast til drikkevarer, er ikke en holdbar løsning, fordi de flasker kun kan genbruges få gange. Kemisk genvinding er derfor den eneste teknologi som kan bruges til nye flasker, bliver vi fortalt.
På vores spørgsmål om hvordan Kommissionen skal kunne overvåge det reelle genbrug af affaldsplast med massebalancemetoden får vi at vide, at de producerende virksomheder skal sørge for en certificering af massebalancemetoden fra en tredjepart, og at en sådan verificering i høj grad er mulig.
Beskytte produktionen
Lauriane Veillard fra miljønetværket Zero Waste Europe, er ikke overbevist.
“Med vedtagelsen af denne her gennemførelsesbeslutning legitimerer beslutningstagerne greenwashing og belønner ikke-gennemsigtige praksis på et tidspunkt, hvor vi har brug for mere sporbarhed for at kunne gennemføre en sikker overgang til en cirkulær økonomi,” siger hun.
Professor på Politecnico di Milano, Stefano Consonni, der har fulgt udviklingen i årtier, har også svært ved at forstå beslutningen.
“De fleste pyrolyseanlæg […], jeg har set i løbet af 25 år, er mislykkedes eller gået i stå, og der findes stort set ingen store, gennemprøvede anlæg. Efter årtiers fiasko må vi spørge os selv, hvorfor denne vej stadig fremmes.”
Også den forhenværende EU-embedsmand, Helmut Maurer, har svært ved at se pointen og konkluderer:
”Meget af den plast, der er målrettet kemisk genanvendelse, burde slet ikke eksistere. Det handler ikke om at beskytte planeten, men om at beskytte den fortsatte plastproduktion og fortjenesten på fossilt kulstof.”
Undersøgelsen Plastic on fire, som EU-bureauets Staffan Dahllöf er deltager i, blev koordineret af den italienskes journalist Ludovica Jona, medfinansieret af IJ4EU (Investigativejournalismforeu) og gennemført i samarbejde med VoxEurop, Mediapart, Pùblico.es og Deutsche Welle.
Titelbillede: Tyske plastflasker til genbrug. Fotograf: Fred Marvaux. Ophavsret: © European Union 2019. Kilde: EP