Demokrati eller autokrati? Ungarerne skal stemme om deres fremtid

ANALYSE: Om få dage ved vi, om Ungarn skal have ny premierminister eller blive ved status quo. Ifølge målingerne ser det svært ud for Viktor Orbán, og i valgkampen er både spionage og sabotage blevet centrale emner samt billedet på en magtfuldkommen premierminister i krise.

Af: Peter Kolby, M.A Internationale relationer og Ungarn-analytiker

Der er udsigt til en højspændt dag, når parlamentsvalget i Ungarn finder sted på søndag. Meningsmålingerne spår en sejr til oppositionens leder Péter Magyar, fra centrumhøjre partiet TISZA.

Hvis målingerne holder, så slutter en epoke i ungarsk politik efter 16 år med Viktor Orbán i spidsen. Samtidig er det slut på Péter Magyars (korte) karriere som medlem af Europa-Parlamentet, hvor han har siddet siden EP-valget i 2024, hvor TISZA vandt syv pladser.

En tid der har været præget af det forestående valg i Ungarn. For som TISZA tidligere har fortalt EU-bureauet, så ville partiet kun stemme på udvalgte sager i Europa-Parlamentet – ellers kunne det give bagslag hjemme i Ungarn.

Én stemme undladt, én stemme vundet?

Strategien viser sig tydeligt i Péter Magyar stemmedata. Han har samlet set kun stemt i 19.5 procent af afstemningerne, og er dermed den MEP’er, der har deltaget mindst i denne mandatperiode.

De øvrige seks MEP’er fra TISZA har deltaget i mellem 40 og 60 procent af afstemningerne.

Figur 1: Afstemningsstatistik for Péter Magyar

Figur 1: Skemaet viser i både tal og procent hvor mange afstemninger MEP har deltaget i samt i procent hvor ofte MEP har stemt med sin gruppe og i tal hvor ofte MEP har stemt imod gruppelinjen. Data er for hele mandatperioden hvor der har været 4202 afstemninger. Grafik: EU-bureauets dataportal

I tråd med den strategi, som Magyars parti har brugt i over et år, så man at partiet på det, der kan blive det sidste plenarmøde for Péter Magyar, at TISZA som parti kun stemte én gang. Og at Magyar ikke stemte, da han førte valgkamp hjemme i Ungarn.

Her har TISZA siden efteråret haft et forspring på ± 10 procent i de såkaldte ‘poll of polls’.

Spionage og korruption

Forspringet er ikke er gået ubemærket hen hos den ungarske regering med Viktor Orbán i spidsen, der kæmper for at at holde fast i vælgerne.

Som i mange andre lande er der også i Ungarn en reel offentlig politisk debat under valgkampen. Blandt de sager, som har fyldt i valgkampen er naturligvis korruption, partiernes indstillingen til EU, krigen i Ukraine, energipriser og inflationen.

*Men så er der også emner og metoder, der virker mere desperate og kan ændre et valgresultat.

Nogle nyere sager er dog mere spektakulære end andre, hvoraf de seks nedenstående sager er udvalgt, da de endnu ikke er så velbeskrevne i danske medier.

  • Spionage og lækage: Sagen om hvorvidt den ungarske regering på Olivér Várhelyis vagt aktivt har udført spionage mod EU-Kommissionen blev afsløret af en koalition af medier tilbage i efteråret 2025 og efterforskes pro tempore. Der foreligger ikke en endelig konklusion, men den 31. marts 2026 kom det så frem, at den ungarske udenrigsminister Péter Szijjártó i 2024, ved flere lejligheder, skulle have varetaget russiske interesser ved f.eks. at tale imod sanktionering af bestemte russiske oligarker. Hertil skulle Szijjártó have ringet direkte til Lavrov om beslutningerne fra ministerrådsmødet. Det er det undersøgende og uafhængige medie Vsquare.org, der står bag. Mediet er afgrænset til at arbejde med undersøgende journalistik i Central- og Østeuropa
  • Infiltrering af TISZA: Det lyder som noget fra en krimiserie, men er det ikke. Embedsmanden Bence Szabó valgte i februar 2026 at stå frem og afsløre, at regeringspartiet Fidesz har brugt efterretningstjenesten NNI til at planlægge en infiltrering af TISZA med henblik på at destabilisere partiet indefra. Sagen er stadig så ny, der er d.d. ikke foreligger mere information eller yderligere udvikling i sagen.
  • Folkemængder: Et relativt nyt emne, som er omdrejningspunkt for valgkampen og som i begge lejre tolkes som en indikator, er fremmødet på vælgermøder på offentlige pladser, som der er tradition for i Ungarn. I korte træk handler det om, hvilken partileder, Magyar eller Orbán, kan samle flest mennesker. Særligt Ungarns nationaldag 15. marts 2026 er blevet brugt som pejlemærke for, hvad vej den politiske vind blæser i Ungarn frem mod valget. Det samme gælder for de offentlige fremmøder i landdistrikterne, hvor Fidesz’ står stærkest.
  • Fund af eksplosiver ved Turkstream i Voivodina: Ungarske medier (regeringstro og kritiske) kunne den 5. april berette, at de serbiske myndigheder havde fundet to rygsække med sprængstoffer tæt på gasledningen i den nordlige Voivodina-provins. Aktionen opfattes af regeringskritikere og oppositionen som en ‘false-flag operation’, der af regeringen skal bruges til at styrke narrativet om Ukraine som fjende af Ungarn – en retorik, som Orbán de seneste måneder har intensiveret som resultat af, at Ukraine ikke øjeblikkeligt har genoptaget oliestrømmen fra Rusland gennem Druzhba-ledningen, der forsyner både Ukraine og Slovakiet med olie.
  • Udfasning af russisk olie og gas: Det store Fidesz-venlige medie Magyar Nemzet (Svarende til Jyllandsposten eller Politiken herhjemme) kører i valgkampen en kampagne på deres hjemmeside rettet mod det, mediet mener, er en usammenhængende og fordyrende skatte- og energipolitik med udgangspunkt i helt at udfase russisk olie og gas, såfremt de vinder valget. På TISZA’s egen hjemmeside fremgår det dog, at udfasningen skal ske løbende inden 2035.
  • Nepotisme og soldater i Tchad: En sag fra 2023 er i valgkampens sidste dage igen kommet frem i lyset og den handler om nepotisme. Historien kommer fra Szilveszter Pálinkás (33), der har gjort militær karriere med Viktor Orbáns søn, Gáspár Orbán. Pálinkás hævder således, at regeringen, på foranledning af Gáspár Orbán, planlægger en militær mission i Tchad for at redde kristne i landet. Omend missionen ikke er officielt bekræftet, er kerneproblematikken, ifølge Pálinkás, nepotisme og det faktum, at det ungarske forsvarsministerium ikke vil afvise Viktor Orbáns søn. Regeringen har afvist beskyldningerne. I stil med Bence Szabó har Pálinkás udtalt sig til telex.hu uden forudgående tilladelse og forventer en afskedigelse for sine udtalelser om problematikken: nepotisme over nationens interesser.

EU-smædekampagne når nye højder

Orbán har i sin regeringstid løbende skærpet sin retorik over for EU og skabt et fjendebillede af EU i det offentlige rum i Ungarn. Fortællingen er, at Ungarn som nation er under pres fra en overstatslig magt, der vil udvande den ungarske identitet og nationalitet, herunder i de senere år drive Ungarn ind i en krig med Rusland ved at støtte Ukraine militær-økonomisk.

Kampagnerne mod EU har tidligere været dystre men sarkastiske, tenderende til drilske i deres karakter, men særligt en kampagne fra februar må alligevel understrege en vis rådvildhed hos Fidesz.

Blandt de opsigtsvækkende forsøg på at fastholde de ungarske vælgere i fortællingen om EU kan nævnes en AI-genereret video fra februar, hvor EU øjensynligt iscenesættes som nazister, der dræber ungarske fædre.

Det er en utidig video, der samtidig er udtryk for et regeringsparti, der ikke synes at vide, hvordan det skal sælge sin politik på andet end frygt og ikke kan nå at skifte kurs eller skabe et nyt narrativ.

Samfundskontrakten rives over

Orbán er også presset i forhold til den ‘kontrakt’, der findes mellem regeringen og befolkningen, som går ud på at ungarerne i mere end 15 år har givet afkald på de demokratiske institutioner i bytte for velstand og økonomisk vækst.

Imidlertid har EU smækket kassen i for økonomisk støtte til Ungarn, hvorfor vækst og velstand de senere år er stagneret. Inflationen, der godt nok er kommet under kontrol og således lå på 1.4 % i februar 2026 (mod ca. 25 % i 2023), er dog ikke sikret mod nye udfald på markederne.

Samtidig er hele fortællingen om EU som en overstatslig magt, der vil undertrykke det ungarske folk, ved at smuldre i lyset af manglen på interne reformer ift. retsstatsprincipperne samt den konstante hetz mod Ukraine og Zelenskyj.

For vækst og velstand i bytte for blind tillid kan selvsagt ikke stå alene. Orbán og hans regering har f.eks. systematisk undertrykt mediepluralismen i Ungarn for at fremme og segmentere deres egen politiske agenda.

Det er særligt i landdistrikterne og blandt den lavere uddannede del af befolkningen, at denne del af indskrænkningen er lykkedes. Men når Péter Magyar kan rejse direkte fra Bruxelles og til landdistrikterne og nogle steder møde mere opbakning end regeringspartiet, så tyder det på, at regeringen ikke har formået at leve op til tilliden, og at ulemperne nu er større end gevinsterne.

Mere end regeringsskifte på spil

En stor del af ungarerne støtter dog fortsat Viktor Orbán og Fidesz, hvorfor artiklen her ikke må læses som en egentlig politisk nedsmeltning af regeringspartiet. Men denne gang er det usikkert, hvad resultatet af valget bliver. Valget er desuden mere end et ordinært parlamentsvalg. For Ungarn og magyaerne står ved en skillevej.

Skal Orbáns autokrati bestå og trække landet tættere på Rusland og USA’s nuværende administration, eller ønsker befolkningen et opgør med 16 års afmontering af landets demokratiske institutioner og forbedre forholdet til resten af EU.

Hvordan et fredeligt regeringsskifte skal foregå er også uvist. Med regeringens og særligt Orbáns historik med beviselig korruption og nepotisme er der lagt op til meget uforudsigelig periode efter valget, hvortil det endda er uklart, om det vil foregå fredeligt. En borgerkrig er ikke at forvente, men det vil afhænge af, hvordan valgdagen kommer til at foregå, herunder mistanke og beskyldninger om valgsvindel (på og fra begge sider).

Kæmpe opgave venter, hvis TISZA vinder

Vælger ungarerne TISZA og Péter Magyar, vil den nye regering stå over for et enormt kompliceret ‘optrevlings- og oprydningsarbejde’.

Sammenfattet består opgaven ikke blot i at udstikke en ny politisk retning, og tilbagerulle et par love. Det er hele det ungarske system, som skal genopbygges bl.a. uddannelses- og sundhedssektorerne, anti-korruptionstiltag, afskedigelse af Fidesz-loyale embedsmænd i departementerne, genoprettelse af demokratiske institutioner.

Hertil kommer utallige korruptionssager og komplekse nepotistiske netværk, der skal optrevles og forfølges. TISZA udtalte tilbage i august 2025, at det forventer, at den første regeringsperiode vil blive brugt til at ‘få ryddet op’ og gjort op med 16 års systematisk nedbrydning af samfundet i bredeste forstand.

Udenrigspolitisk skal TISZA desuden lykkes med at re-brande Ungarn som en troværdig partner blandt de europæiske lande, der ikke – partout – søger at obstruere det europæiske samarbejde.

Hvis TISZA mod forventning (jf. diverse meningsmålinger gennem snart et år) skulle tabe af den ene eller anden årsag, vil det objektivt set være opsigtsvækkende og spørgsmålet er, om partiet kan holde til et nederlag, fordi det momentum som partiet har i disse måneder er rekordhøjt.

Om valget bliver et ‘wake-up-call’ for Fidesz-KDNP er uvist, men det absolutte flertal i parlamentet vil være tabt. Nogle konstitutionelle beslutninger vil ikke længere alene kunne tages egenrådigt af regeringen og Orbán. Det må forventes, at regeringen med Orbán i spidsen, hvis denne vinder, vil stramme grebet om visse rettigheder for at forhindre en lignende oppositionsdannelse frem mod valget i 2030 for en gang for alle at forhindre et nederlag og genvinde sit absolutte flertal.

Den 12. april bliver derfor definerende for både Ungarn og Europa årtier frem. Hvorvidt Ungarn vender hjem til den europæiske familier, har vi til gode at se.

*Beskrivelser af og formodninger om udenlandsk indblanding i det ungarske valg er bevidst udeladt. Der foreligger artikler, der beskriver indblanding, men der har ikke været store kontroversielle afsløringer.

Titelbillede: Péter Magyar og Viktor Orbán i Europa-Parlamentet 2024. Fotograf: Philippe BUISSIN Ophavsret © European Union 2024. Kilde: EP

Artiklen er en del af projektet “’Europa-Parlamentet – demokratisk ansvarlighed’”, der har modtaget støtte fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet påhviler alene EU-bureauet.