Trods sejr om vigtige krebsdyr: Enhedslisten stemmer imod forslag om havdiplomati

ARTIKEL: Per Clausen (EL) gik imod strømmen, da Europa-Parlamentet vedtog en resolution, der opfordrer EU til at inddrage havet i samarbejdet med omverden og indføre en forenklingspakke til EU’s fiskeripolitik.

Af: Ida Svantemann

I partnerskaber og debatter med lande uden for Europa skal EU huske at kaste et blik på havet. 

Ikke for at tage en pause i bølgernes selskab, men fordi havet og det maritime område skal indtænkes i flere forhandlinger. 

Det var en del af budskabet med en betænkning om havdiplomati, som Europa-Parlamentet vedtog på plenarsamlingen i april.

I teksten opfordrer parlamentet til, at EU skal gøre mere på en række områder indenfor havet. Både når det gælder geopolitik, konkurrenceevne, bæredygtigt fiskeri og havmiljø.

Splitter danske MEP’er

Forslaget blev vedtaget af et bredt flertal over midten. Samtidig har betænkningen fået opbakning fra de fleste danske MEP’er, heriblandt de danske socialdemokrater.

”Jeg er eksempelvis særligt glad for det fokus, der er på at bekæmpe illegalt og ureguleret fiskeri, som udgør et stort problem", siger Niels Fuglsang (S/S&D). 

Men forslaget om havdiplomati får en kold skulder fra både DF og Enhedslisten, der stemmer imod, mens SF stemmer blankt.

Figur 1: Alle danske MEP-stemmer på betænkningen om havdiplomati

Figur 1: Ved afstemningen den 28. april stemte 430 af Parlamentets medlemmer for, 107 stemte imod og 115 afstod fra at stemme (stemte blankt). Data er fra plenarsamlingen 27.-30.april 2026. Grafik: EU-bureauets dataportal.

Figur 1: Ved afstemningen den 28. april stemte 430 af Parlamentets medlemmer for, 107 stemte imod og 115 afstod fra at stemme (stemte blankt). Skemaet viser hvordan de danske MEP’er stemte. Data er fra plenarsamlingen 27.-30.april 2026. Grafik: EU-bureauets dataportal.

Omstridt omnibus-forslag  

Ét af de medlemmer, der har stemt imod forslaget om havdiplomati, er Per Clausen(EL/Left). Det skyldes især forslagets opfordring til at forenkle reglerne for EU’s fælles fiskeripolitik, fortæller han. 

“Det er noget, jeg simpelthen ikke kan støtte. Vi ved jo desværre fra mange af de tidligere omnibus-forslag, herunder dem jeg har været med til at forhandle, hvordan det i praksis ofte ender med ikke at være regelforenkling, men derimod ren regeludvanding,” siger han. 

Helt konkret opfordrer teksten til, at Kommissionen fremlægger løsninger til at mindske administrative byrder og forenkle administrative procedure gennem en af de såkaldte omnibus-pakker. 

Forslaget om en forsimpling af reglerne på EU’s fiskeripolitik er dog ikke noget, som bekymrer Niels Fuglsang (S/S&D). 

“Jeg er ikke afvisende over for at simplificere reglerne på dette område, så længe vi opretholder vores klima og miljømålsætninger. Om det skal være gennem en omnibuspakke eller noget andet er ikke det afgørende for mig”, fortæller han.

Sejr om moratorium for lyskrebs er “ikke nok til at opveje det problematiske i den endelige tekst”.

– Per Clausen, MEP for Enhedslisten & The Left

Beskyttelse af antarktiske superhelte

Per Clausen fik sammen med gruppen The Left ellers vedtaget flere ændringsforslag i betænkningen. Blandt andet en opfordring til et stop for fiskeri af lyskrebs (krill) i Antarktisk i fem år.

De små krebsdyr spiller en kritisk rolle i bekæmpelsen af klimaforandringerne og er en nødvendig fødekilde for dyrelivet i Det Sydlige Ocean, blandt andet hvaler, pingviner og sæler. Parlamentet er bekymret for den stigning i fangst af lyskrebs, der er set de seneste år, og de ’dermed forbundne trusler mod de antarktiske økosystemer’.

Bekymringen deles blandt andet med Verdensnaturfonden (WWF), der i efteråret også opfordrede til et moratorium for lyskrebs, der kaldes antarktiske superhelte på grund af deres vitale betydning for både jordens klima og det marine dyreliv.

Et stort flertal bakkede op om opfordringen, der var stillet som et ændringsforslag af Per Clausens gruppe The Left. Men selvom Per Clausen glæder sig over flere af de vedtagne ændringsforslag, var de ifølge ham “ikke nok til at opveje det problematiske i den endelige tekst”.

Læs om betænkningen om EU’s havdiplomati
  • Betænkningen, der blev vedtaget den 28. april, indeholder en række punkter om havet og dets rolle – særligt i forhold til EU’s optræden udadtil og om EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
  • Ét punkt handler om, at EU fortsat bør stå i spidsen for den internationale havforvaltningsdagsorden. Parlamentet opfordrer eksempelvis Kommissionen til at fortsætte arbejdet med at skabe større gennemsigtighed og ansvarlighed i alle fiskerinationer.
  • En række af punkterne handler om konkurrenceevnen inden for fiskeriet og akvakulturen. Her skriver Parlamentets medlemmer, at Kommissionen bør fremsætte et omnibus-forslag på området, ligesom fiskeriet og det maritime område kan bruges strategisk til at sikre EU’s fødevaresikkerhed, suverænitet og udvikling.

    Læs hele indholdet på Parlamentets hjemmeside.

Mange blanke stemmer 

Ved at stemme imod betænkningen går Per Clausen imod strømmen i sin gruppe, The Left, hvor 91 procent af medlemmerne afstod fra at stemme (stemte blankt). 

I gruppen De Grønne afstod alle medlemmer fra at stemme. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra gruppen om hvorfor. Heller ikke de danske medlemmer af De Grønne har ønsket at udtale sig til artiklen.

I alt stemte 18 procent af Parlamentet blankt.  

Figur 2: Fordeling efter politisk gruppe

Figur 2: Skemaet viser om Parlamentets partigrupper har stemt for (grøn), imod (rød) eller afstår fra at stemme(orange). Data er fra plenarsamlingen 27.-30.april 2026.
Grafik: EU-bureauets dataportal.

Vink med fiskestang

Parlamentets betænkning er ikke bindende lovgivning, men sender et politisk signal til Europa-Kommissionen om retningen for EU’s politik på området.

I juni sidste år præsenterede Europa-Kommissionen nemlig en strategi for EU’s lovgivning på havområdet. Havpagten er heller ikke juridisk bindende, men en såkaldt Ocean Act, altså konkret lovgivning, ventes at blive præsenteret i slutningen af 2026.

Titelbillede: Fartøj til industrifiskeri. Fotograf: Dietmar Rabich. Ophavsret © Wikimedia Commons

Artiklen er en del af projektet “’Europa-Parlamentet – demokratisk ansvarlighed’”, der har modtaget støtte fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet påhviler alene EU-bureauet.

BRUG SELV DATAPORTALEN

  • Dataportalen er et gratis værktøj til alle, der gerne vil se, hvordan Europa-Parlamentets medlemmer stemmer, hvor ofte de stemmer og hvad de stemmer om.
  • Du finder alle her og kan klikke rundt for at finde lige præcis de informationer du har brug for.
  • Du er altid velkommen til at skrive til os med spørgsmål eller kommentarer. Vores mail er kontakt@eubureauet.dk