Østersøen skal have akut hjælp: Er kun smukt på overfladen

ARTIKEL: Økosystem i Østersøen er så tæt på kollaps, at der er brug for hasteforanstaltninger for at sikre fiskebestande. Det mener Europa-Parlamentet, der blandt andet opfordrer til et stop for trawlfiskeri. Hjælp til hvaler som ‘Timmy’ var også til afstemning

Af: Marianne Skovlund
Data: Niels Erik Kaaber Rasmussen

Når man spejder ud over Østersøen er havet så smukt som altid. Under overfladen er det en anden sag.

”Vi ser noget, der er tæt på et kollaps af et økosystem, fordi vi har valgt at smadre vores hav med kvælstof, med kemikalier, med plastik og med et overfiskeri,” lød det fra SF’s Rasmus Nordqvist, da Europa-Parlamentet denne uge havde debat og afstemning om forholdene i Østersøen.  

Nordqvist lod i sin korte tale tankerne flyde tilbage til barndommen, hvor man hev fisk op af vandet, som om det var en uendelig ressource. Nu er der ikke mange fisk tilbage.

”Og dem der er, bliver suget op af trawl, der kører hen over Østersøen i stedet for at efterlade det til de få skånsomme fiskere, der er langs kysten.”

Derfor opfordrer Parlamentet ’ i en ny rapport indtrængende’ til, at EU i fællesskab får gjort noget ved problemerne. Blandt andet ved at indføre pauser i fiskeriet efter visse bestande som sild, få stoppet trawlfiskeri og sikre bedre videnskabelige data.

Dansk højrefløj stemte imod rapporten

Sammen med resten af den grønne gruppe (Verts/ALE) stemte Rasmus Nordqvist for rapporten, der ikke er juridisk bindende, men et udtryk for at Parlamentet ønsker handling på området.

Det samme gjorde stort set alle andre danske MEP’er. Dog ikke Kristoffer Storm fra Danmarksdemokraterne (DD), der stemte imod. Det samme gjorde flertallet i Storms politiske gruppe, den nationalkonservative (ECR).

”Blækket på Mercosur-aftalen er næppe tørt, før man igen går på kompromis med europæisk fødevareproduktion … og vil indføre pauser og fiskeforbudszoner,” lød det fra Sebastian Tynkkynen (De Sande Finner & ECR).

Den finske højrefløjspolitiker bad i stedet om ”et stop for EU-indblanding”, men deltog ikke i selve afstemningen.

Figur 1: Fordeling efter politisk gruppe

Figur 1: Skemaet viser i procent om flertallet i de politiske grupper stemte for (grøn), imod (rød) eller afstod (orange). Data er fra plenarsamlingen 18.-21.maj 2026. Grafik: EU-bureauets dataportal

Svensk højrefløj stemte for rapporten

Som man kan se af figur 1 har enkelte MEP’er fra den nationalkonservative gruppe, ECR stemt for rapporten.  Det gælder blandt andet Sverigedemokraterna, der altså gerne ser, at EU-landene samarbejder om at redde Østersøen.

Det samme gælder alle andre svenske MEP’er.

”For når det gælder Østersøen og vores fælles hav, så spiller det ingen rolle, om man sidder til højre eller til venstre,” sagde Emma Wiesner fra Centerpartiet, der sidder i den liberale gruppe (Renew) og tilføjede.

”Den nuværende forvaltningsplan for Østersøen fungerer ikke, og Østersøen er et EU-anliggende … kun sammen kan vi redde Østersøen. Men at redde Østersøen handler ikke længere om politik. Det handler om sund fornuft.”

Østersølande står (næsten) sammen

Ser man udelukkende på de otte EU-lande der omgiver Østersøen, så var der altså massiv opbakning til rapporten fra Sverige på 100 procent. Det samme gælder Finland.

I Danmark og Litauen bakkede 92 procent af MEP’erne op. I Estland 80 procent, Tyskland 76 procent og i Letland 63 procent.

Mindst opbakning blandt Østersølandene var der fra Polen. Her stemte hele 72 procent imod. Det gælder både hele højrefløjen i grupperne ECR og PfE samt de polske medlemmer af den konservative gruppe EPP.

“…. skyggeflåde i Østersøen er en tikkende miljøkatastrofe for hele regionen.”

– Magdalena Adamowic, polsk MEP & medlem af EPP

EPP: Ikke nok fokus på landbrug og skyggeflåde

For Magdalena Adamowic, parti-uafhængig polsk MEP og medlem af EPP, handler modstanden om, at rapporten lægger for meget vægt på at begrænse fiskeriet og for lidt på de andre årsager til at fiskene forsvinder fra Østersøen.

”De forsvinder, fordi Østersøen opvarmes dobbelt så hurtigt som gennemsnittet for oceanerne, fordi kvælstofudledninger fra landbrug ødelægger gydesteder, fordi der ligger titusindvis af kemiske våben fra Anden Verdenskrig på havbunden, fordi Rusland er ligeglad med vores begrænsninger. De fisker så meget, de vil. Og deres skyggeflåde i Østersøen er en tikkende miljøkatastrofe for hele regionen,” påpeger Adamowic.

Rapporten påpeger også disse problemer, men altså ikke i tilstrækkelig grad, mener Adamovich – og (må man formode) de øvrige konservative polske MEP’er.

Figur 2: Fordeling efter land

Figur 2: Skemaet viser i procent om flertallet af MEP’er fra de 27 EU-lande stemte for (grøn), imod (rød) eller afstod (orange). Data er fra plenarsamlingen 18.-21.maj 2026. Grafik: EU-bureauets dataportal

Stemte også om hvalen ’Timmy’

Foruden afstemningen om rapportens samlede tekst, skulle der stemmes om en række ændringsforslag.

Et af dem handlede om, hvorvidt EU burde få en mekanisme til at koordinere og betale for redningsaktioner for strandede hvaler og delfiner.

Forslaget var stillet af venstrefløjsgruppen (The Left) som fremhævede pukkelhvalen “Timmy”, der i marts strandede tæt ved Timmerdorfer strand i Nordtyskland (deraf navnet Timmy).

Myndighederne prøvede at redde hvalen men opgav, hvorefter en gruppe tyske rigmænd forsøgte sig med en redningsaktion. Det gik ikke som håbet. Hvalen er nu død og ligger strandet ud for Anholt.

Skal vi redde hvaler sammen?

Da redningsoperation var ’afhængig af private donationer, og foranstaltningerne for det meste blev truffet på ad hoc-basis’ forslår The Left, at Kommissionen og medlemsstaterne etablerer en ’koordineret beredskabs- og finansieringsmekanisme’ for strandede hvaler og delfiner.

Selvom sagen har trukket mange overskrifter og debat om hvorvidt, der var tale om dyremishandling, da ”Timmy” blev forsøgt flytte, blev ændringsforslaget stemt ned af et stort flertal. Kun De Grønne og The Left stemte entydigt for.

De danske socialdemokrater brød dog med deres gruppe for at stemme for forslaget, mens samtlige partier i blå blok stemte imod. Radikale Venstre afstod fra at stemme (stemte blankt).

Figur 3: Sådan stemte de danske MEP’er på Venstrefløjsgruppens ændringsforslag (nr.1)

Figur 3: Skemaet viser hvordan de 15 danske MEP’er stemte på ændringsforslag 1 til betænkningen om Østersøen. MEP’er med en orange prik ved sit navn har stemt imod gruppelinjen. Data er fra plenarsamlingen 18.-21.maj 2026. Grafik: EU-bureauets dataportal

BRUG SELV DATAPORTALEN

  • Dataportalen er et gratis værktøj til alle, der gerne vil se, hvordan Europa-Parlamentets medlemmer stemmer, hvor ofte de stemmer og hvad de stemmer om.
  • Du finder alle her og kan klikke rundt for at finde lige præcis de informationer du har brug for.
  • Du er altid velkommen til at skrive til os med spørgsmål eller kommentarer. Vores mail er kontakt@eubureauet.dk

Titelbillede: Udsigt over Østersøen fra kysten nær Bukowa i Polen. Ophavsret © European Union. Kilde :EP

Artiklen er en del af projektet “’Europa-Parlamentet – demokratisk ansvarlighed’”, der har modtaget støtte fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet påhviler alene EU-bureauet.