ANALYSE: Mere end halvdelen af politikerne i den liberale gruppe (Renew) bakker nu op om stramninger på migrationsområdet. Spørgsmålet splitter flere landedelegationer – særligt præsident Macrons tropper.
Af: Marianne Skovlund
Data: Niels Erik Kaaber Rasmussen
Da Europa-Parlamentet før sommerferien vedtog nye regler for hjemsendelse af migranter uden lovligt ophold i EU, brød en række af parlamentarikerne fra grupperne på den yderste højrefløj ud i jubel.
”Send them back, send them back,” råbte de, fulgt af klapsalver.
Det var der mange, der ikke brød sig om. Blandt andet de danske MEP’er Stine Bosse (M) og Christel Schaldemose (S), der på trods af de selv stemte for forslaget, kaldte højrefløjens fejring for både uværdig og voldsom.
Flere fra venstrefløjen omtalte råbene som racistiske og bad om at få episoden undersøgt af parlamentets tjenester og efterlyste disciplinære tiltag.
Midten er flyttet mod højre
Situationen illustrerer meget godt, hvor splittet Europa-Parlamentet er om EU’s nyeste tiltag på asyl- og migrationsområdet.
For mens politikerne til venstre i salen stemte lodret imod, stemte det yderste højre enstemmigt for. På midten stemte de konservative med højrefløjen. Men på resten af midten er der bevægelse – især i den liberale gruppe (Renew), hvor de danske MEP’er fra Venstre, Radikale Venstre og Moderaterne sidder.
Mere end halvdelen (53 procent) af Renew’s medlemmer bakkede op om de nye regler, der blandt andet åbner for modtagecentre udenfor EU’s grænser.
Dermed blev forslaget vedtaget af et flertal bestående af de konservative (EPP), de liberale (Renew) og de tre grupper yderst til højre (ECR, PfE og ESN). Det er ikke en koalition vi ser så tit. Den vinder kun 4.3 procent af alle afstemninger.
Figur 1: Fordeling efter gruppe

Figur 1: Skemaet viser om flertallet i de politiske grupper stemte for (grøn), imod (rød) eller afstod (orange). Data er fra plenarsamlingen 15.-18.juni 2026. Grafik: EU-bureauets dataportal.
Uklare linjer i flere lande
Ser man på hvilke medlemmer af Renew, der stemte for reglerne om hjemsendelse, så gælder det medlemmer fra: Danmark, Belgien, Finland, Frankrig, Irland, Letland, Litauen, Holland, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tyskland og Østrig.
Gruppens politiske linje bliver altså tegnet af et bredt udsnit af EU-lande.
Nej vent – der var også liberale fra Danmark, Belgien, Finland, Frankrig, Slovenien, Rumænien og Tyskland, der stemte imod de nye regler eller stemte blankt (afstod).
Det skyldes typisk, at medlemmerne kommer fra forskellige nationale partier, der har hver sin holdning til spørgsmålet. Det ses blandt andet i Holland og Danmark.
Regeringspartier ikke enige
Fra Holland stemte de fire medlemmer fra det liberale parti (VVD) for de nye regler, mens de tre medlemmer fra centrumvenstrepartiet (D66) stemte imod.
Begge partier er en med i den nye hollandske mindretalsregering, som Rob Jetten (D66) er leder af. Men de to regeringspartier er altså ikke enige om kursen, når det gælder migration, selvom de sidder i den sammen politiske gruppe i Europa-Parlamentet.
Den samme form for splittelse kan man se i den danske delegation, hvor Sigrid Friis (RV) stemte imod, mens Stine Bosse (M) stemte for. De to regeringspartier er altså ikke enige, selvom den danske regering går ind for en stram migrationspolitik.
Splittelsen skyldes, at de politiske grupper i Parlamentet favner bredt. Derfor er det heller ikke usædvanligt, at medlemmer bryder med gruppens politiske linje for at stemme efter nationale- eller nationale partipolitiske interesser.
At knap halvdelen af Renew’s medlemmer vælger at bryde med partilinjen, som de gør i den her afstemning, er dog ikke hverdagskost. Men afstemninger om EU’s asyl- og migrationspolitik er blevet en undtagelse (se figur 3 og 4 og uddybning længere nede i artiklen).
Kaos i Macrons tropper
Zoomer man ind på de franske liberale MEP’er i afstemningen om hjemsendelser, så dukker en anden interessant skillelinje op.
For her er det ikke kun forskellige typer af liberale partier, der stemmer forskelligt. Her er det også tropperne i den franske præsident Emmanuel Macrons parti, Renaissance, der er uenige.
En ud af seks medlemmer fra partiet bakkede op om de nye regler. To stemte imod og tre stemte blankt.
Der er altså ingen fælles linje i Renaissance, når det gælder migrationspolitik. På trods af Macrons regering selv har søsat en ny stram immigrations reform og landets justitsminister Gérald Darmanin for få måneder siden opfordrede til at standse al lovlig migration til Frankrig i tre år.
I alt bakkede fire af 13 franske MEP’er fra Renew op om de nye regler om hjemsendelse af migranter uden lovligt ophold. Seks stemte imod og tre stemte blankt.
Figur 2: Stemmer fra de seks franske MEP’er fra partiet Renaissance



Figur 2: I skemaet ses hvilke MEP’er fra partiet Renaissance, der har stemt for (grøn), imod (rød) eller afstået (orange). En orange prik ud for navnet viser, at der er brudt med gruppens politiske linje. Grafik: EU-breauets dataportal
Forhandlinger flytter stemmer
Som nævnt tidligere er det usædvanligt, at Renew splittes så markant på et politisk område, som det ses i denne afstemning. Men i denne mandatperiode er det sket flere gange på netop asyl- og migrationsområdet.
I marts lægger Europa-Parlamentet sig fast på sin holdning til reglerne for hjemsendelse af migranter uden lovligt ophold og godkender, at forhandlingerne med regeringerne i EU’s medlemslande om den endelige tekst går i gang.
Her stemmer 48 procent af Renew imod. Resten stemmer enten for eller afstår. Den vindende flertal består derfor kun af de konservative (EPP) og de tre grupper yderst til højre (ECR, PfE og ESN).
Flere af de liberale MEP’er stemmer denne gang anderledes end i juni. Det gælder blandt andet de franske MEP’er, der alle stemmer imod eller afstår. Stine Bosse (M), der stemmer for den endelige tekst, stemmer blankt.
Teksten er altså i nogens øjne blevet bedre / mere spiselig efter forhandlingerne med de europæiske regeringer.
Liberalt tilløb mod højre
Da Europa-Parlamentet i februar stemte om to andre sager på asyl- og migrationsområdet var der også stor splittelse i Renew.
Her vedtog man en ny liste over sikre tredje lande, der vil gøre det lettere for EU’s lande at sende afviste asylansøgere tilbage. Og et nyt koncept for, hvordan EU-landene kan anvende begrebet ‘sikre tredje lande’.
Begge afstemninger blev vundet af et flertal til højre i salen – også denne gang uden Renew som en del af den vidende koalition. Men igen stemte mere end halvdelen af Renew-gruppen enten for eller afstod fra at stemme i begge afstemninger.
Figur 3: Fordeling efter gruppe på afstemning om begrebet “sikkert tredjeland”

Figur 4: Fordeling efter gruppe på afstemning om liste over sikre oprindelseslande

Figur 3 og 4:Skemaet viser om flertallet i de politiske grupper stemte for (grøn), imod (rød) eller afstod (orange). Data er fra plenarsamlingen 10.april 2026. Grafik: EU-bureauets dataportal.
Socialdemokrater flytter sig også
Det er ikke kun i den liberale gruppe, at medlemmerne har flyttet sig længere til højre, når der stemmes om asyl- og migration.
Det ses også i den socialdemokratiske gruppe (S&D) men i meget mindre omfang. Som man kan se af figur 1, så stemte flertallet (84 procent) af medlemmerne i S&D imod de nye regler om hjemsendelses af migranter uden lovligt ophold.
En mindre gruppe brød med den politiske linje og stemte for. Det gælder medlemmer fra: Danmark, Malta, Letland, Cypern og Rumænien.
Nogle valgte desuden at stemme blankt. Det gælder medlemmer fra: Sverige, Finland og Rumænien.
Titelbillede: Infoklip med illustrationer af grænsen ved den spanske enklave Ceuta. Ophavsret © European Union 2026.
Artiklen er en del af projektet “EU og FN i en ny verdensorden”, som vi samarbejder med FN-forbundet og Analyse & Tal om. Projektet modtager tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
BRUG SELV EU-bureauets DATAPORTAL
- Dataportalen er et gratis værktøj til alle, der gerne vil se, hvordan Europa-Parlamentets medlemmer stemmer og hvad de stemmer om.
- Du finder alle afstemninger her og kan klikke rundt for at finde lige præcis de informationer du har brug for.
- Hvis du kun interesserer dig for forsvar og sikkerhed, så brug vores temaside om forsvar og sikkerhed.

