Stemmer ja til europæisk demokratiskjold: ‘En joke’ mener yderste højre

ARTIKEL: Europa-Parlamentet vil styrke demokratiet i Europa mod trusler fra både russiske hybridangreb, desinformation og tech-selskabers algoritmer. Højrefløjen mener forslaget vil føre til censur og overvågning.

Af: Marianne Skovlund
Data: Niels Erik Kaaber Rasmussen

”Demokratiet forsvarer ikke sig selv, men det gør vi.”

Det sagde Christel Schaldemose (S), da Europa-Parlamentet i går havde debat om EU’s modstandsdygtighed over for udenlandsk indblanding og andre trusler mod demokratiet.

”Og truslen har fået nye våben. Desinformation, kunstig intelligens og algoritmer bliver brugt til at manipulere vores offentlige debat, påvirke valg og splitte samfund,” lød det fra Schaldemose, der også er næstformand i Europa-Parlamentet.

Senere samme dag stemte et stort flertal for parlamentets forslag om beskyttelse af EU’s demokrati mod udenlandsk indblanding.

Ikke gode nok hver for sig

Forslaget indeholder en lang række tiltag, der skal sikre mod digitale angreb, desinformation og onlineindblanding i valg samt at styrke de demokratiske institutioner og frie uafhængige medier.

Parlamentet vil blandt andet have onlineplatforme skal drages til ansvar og gøre mere for at bekæmpe indhold fra troldefabrikker. Der lægges ikke op til ny lovgivning, men streng håndhævelse af den eksisterende.  

Til gengæld kan der komme et ny europæisk center for demokratisk modstandsdygtighed, der blandt andet skal skabe overblik over de hændelser, der indtræffer i medlemslandene, varsle om mulige nye angreb og rådgive om fælles løsninger.  

”Når demokratiet bliver angrebet på tværs af vores grænser, skal vi også forsvare det på tværs af vores grænser,” sagde Schaldemose, der var den eneste danske MEP, der havde ordet i debatten.

Skud mod dansk helikopter i fokus

I betænkningen kritiserer Parlamentet især Rusland for ’hyppige hybride angreb’ som blandt andet kan være cyberangreb, fysisk sabotage, brandstiftelse, spionage og signalblokering.

Flere MEP’er brugte tirsdagens hændelse i Danmark som det seneste eksempel af mange. Her blev en af Forsvarets helikoptere beskudt med signalblus fra en russisk fregat.

Dertil kunne man lægge mandagens droneangreb på et tog tæt på den polske grænse og droneindtrængningen i Litauen og andre EU-lande på NATO’s østlige flanke. 

”Eksemplerne viser, hvor langt fjendtlige aktører er villige til at gå, og er en kraftig påmindelse om de stigende sofistikerede trusler vi står overfor. Trusler der er rettet ikke bare mod vores infrastruktur men mod vores samfund og institutioner,” sagde Europa-Parlamentets formand, Roberta Metsola (EPP) efter afstemningen.  

Modstand fra højrefløj

Parlamentets forslag blev vedtaget med 440 stemmer for, 220 imod og 26 afstod fra at stemme. Flertallet bestod af konservative (EPP), liberale (Renew), socialdemokrater (S&D) og den grønne gruppe (Verts/ALE).

De tre grupper på højrefløjen (ECR, PfE og ESN) var ikke begejstrede for forslaget og stemte alle imod. Det gælder også de danske medlemmer fra Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, mens Enhedslisten afstod. 

Under debatten kaldte franske Fabrice Leggeri (RN) fra gruppen Patrioter for Europa (PfE) det hele for ”en stor joke” der vil føre til censur og Orwellske tilstande.

”Kald et det bare kamp mod desinformation, men millioner af europæere vil blive overvåget, sagde Leggeri, der tidligere var direktør i det europæiske grænseagentur Frontex (2015-2022).

Figur 1: Danske MEP’ers stemme på betænkningen om Det Europæiske Demokratiskjold

Figur 1: Viser ved efternavn om de danske MEP’er stemte for (+) imod (-) eller afstod (0). Kira Marie Peter-Hansen (SF) er fraværende pga. barsel. Marianne Vind (S) stemmer ikke. Data er fra afstemningen om Det Europæiske Demokratiskjold den 15.september 2026. Kilde: EP

Gentagelse af mønster

Det er første gang, at Europa-Parlamentet stemmer om selve forslaget om Det Europæiske Demokratiskjold.

Men parlamentet har to gange tidligere taget stilling til det særlige udvalg om det europæiske demokratiskjold, somhar udarbejdet betænkningen.

Første gang i december 2024 da udvalget blev nedsat. Her stemte de tre grupper yderst til højrefløj også imod, mens et flertal over midten stemte for.

Samme mønster så man da parlamentet i april i år skulle forlænge det særlige udvalgs mandat. Begge gange blev afstemningen vundet af konservative (EPP), liberale (Renew), socialdemokrater (S&D), grønne (Verts/ALE) og venstrefløjsgruppen. (The Left).

Figur 2: Fordeling efter politisk gruppe på afstemning om: Nedsættelse af det særligt udvalg om det europæiske demokratiskjold 

Figur 2: Skemaet viser i procent om flertallet i de politiske grupper stemte for (grøn) imod (rød) eller afstod (orange). Data er fra afstemningen om ’Nedsættelse af det særligt udvalg om det europæiske demokratiskjold’ den 18.december 2024. Grafik: EU-bureauets dataportal.

BRUG SELV EU-bureauets DATAPORTAL

  • Dataportalen er et gratis værktøj til alle, der gerne vil se, hvordan Europa-Parlamentets medlemmer stemmer og hvad de stemmer om.
  • Du finder alle afstemninger her og kan klikke rundt for at finde lige præcis de informationer du har brug for.
  • Hvis du kun interesserer dig for forsvar og sikkerhed, så brug vores temaside om forsvar og sikkerhed.

Titelbillede: Christel Schaldemose (S) i debat om Det Europæiske Demokratiskjold 2026. Ophavsret © European Union 2026. Kilde: EP

Artiklen er en del af projektet “EU og FN i en ny verdensorden”, som vi samarbejder med FN-bureauet og Analyse & Tal om. Projektet modtager tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.