NYHED. Højrefløjsgruppen ECR er sendt ud på sidelinjen i forhandlingerne om regelforenkling. I ny erklæring forpligter EPP sig til at samarbejde med midten. Nu skal samarbejdet tryktestes, siger MEP’er.
Af Marianne Skovlund
Data: Niels Erik Kaaber Rasmussen
“Det handler om at redde så meget, vi kan, af den grønne lovgivning.”
Sådan siger Kira Marie Peter-Hansen (MEP for SF) om en ny erklæring, som hendes grønne gruppe i Europa-Parlamentet har været med til at forhandle på plads.
Her skriver grupperne De Grønne, de konservative (EPP), socialdemokraterne (S&D) og de liberale (Renew) under på, at det er de fire grupper, der skal forhandle om indholdet af Omnibus. Et udspil fra EU-Kommissionen til forenkling af kravene til bæredygtighedsrapportering.
I erklæringen, som EU-bureauet har set, står desuden, at hvis de fire grupper bliver enige om indholdet af forslaget, så stemmer de sammen og forpligter sig til ikke at fremlægge alternative forslag eller støtte andre gruppers ændringsforslag.
Flertal uden højrefløjen
Som man kan se af vores flertalsberegner, kan de fire grupper danne et flertal sammen og dermed få vedtaget deres kommende forslag uden stemmer fra højrefløjens grupper, der heller ikke sidder med ved forhandlingsbordet.
Den aftale er Niels Fuglsang (MEP for S) godt tilfreds med. For der er nogen i EPP, der gerne vil træffe beslutninger med ECR og grupperne yderst til højre, når det gælder Omnibus, og det vil få negative konsekvenser, mener han.
“Går EPP mod højre, så ender vi hurtigt i en dereguleringsdagsorden, hvor man ruller den grønne omstilling tilbage. Det er vi ikke interesserede i. Så det er godt, vi nu har en aftale, og så regner vi med, at EPP holder sig til den.”
Figur 2: EP flertals- og koalitionsberegner
Grafik 2: Figuren viser mandattallet for de fire grupper EPP, S&D, Renew og De Grønne. Vedtagelser med absolut flertal i Europa-Parlamentet kræver 361 ud af samlet 720 mandater. Anvendte mandattal pr 19. januar 2025. Grafik: Niels Erik Kaaber Rasmussen.
Svært at stole på EPP
Tvivlen lurer dog lidt i baggrunden, kan man fornemme, for forholdet mellem de to gamle midterpartier EPP og S&D, der tidligere var store nok til at bestemme det meste sammen i Parlamentet, er ikke, hvad det har været.
“Tilliden kunne være større. Vi har set flere gang, blandt andet med lovgivningen om afskovning, at EPP har stemt med de højreorienterede grupper for at rulle grøn lovgivning tilbage,” siger Niels Fuglsang (S).
SF’s Kira Marie Peter-Hansen er også tilfreds med, at den EU-kritiske konservative gruppe ECR og resten af højrefløjen er sat ud på sidelinjen i forhandlingerne om indholdet af Omnibus.
“Vi har set flere forslag fra ECR om at afskaffe EU’s klimalovgiving. Nu kan vi forhåbentlig få trukket det i den anden retning.”
“Hvis ikke der var fundet en løsning, (…) var samarbejdet på midten brudt yderligere sammen.”
– Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Det bedste for Europa
Siden EP-valget i 2024, hvor både højrefløjens grupper og den konservative gruppe blev styrket, har EPP haft mulighed for at danne flertal både til højre og venstre. Det er også en mulighed, som EPP reelt har benyttet sig af, selvom det ikke er velset i Parlamentet at samarbejde med det yderste højre.
Derfor er erklæringer om at samarbejde over midten ikke usædvanlige, men det er første gang De Grønne er med. Normalt er det kun EPP, S&D og Renew, der går sammen.
“For os er det vigtigt, at det er fire og ikke tre grupper, der er enige. Vi håber det vil blive til et bærende, stabilt flertal. Både fordi, det vil give os mest indflydelse, men også fordi det vil være mest stabilt for Europa,” siger Kira Marie Peter-Hansen (SF).
Afgørende møde bag lukkede døre
Erklæringen kom på plads i sidste uge midt mellem to afstemninger vedrørende Omnibus-processen.
Her stemte socialdemokraterne i S&D og De grønne først imod at bruge hasteproceduren til at godkende Omnibus, mens EPP og Renew stemte for.
Det fik de fire grupper til at gå bag lukkede døre for at tale om fremtiden. For skulle det virkelig være sådan, at de pro-europæiske kræfter på midten ikke længere kunne finde fælles fodslag om vigtige love – eller i det her tilfælde vigtige lovændringer – på det grønne område?
“Det var et ret afgørende møde. Hvis ikke der var fundet en løsning og underskrevet en erklæring, så var samarbejdet på midten brudt yderligere sammen,” siger Kira Marie Peter-Hansen (SF).
EPP tilbage i folden?
Så galt gik det ikke. Samarbejdet blev fornyet med erklæringen, og alle fire grupper stemte derfor ja til at udsætte kravene til virksomheders rapportering om bæredygtighed.
Men det betyder ikke, at samarbejdet på midten er genoprettet og har en stabil fremtid foran sig, siger Niels Fuglsang (S).
“Den her erklæring handler kun om Omnibus. Der er mange andre sager, hvor det er et åbent spørgsmål, hvilket flertal EPP kommer til at benytte sig af.”
“… statistik siger ikke alt. Det handler også om de signaler, vi får fra EPP.”
– Niels Fuglsang (S)
Statistikken siger noget andet
Ser man på det rent statistisk, ser det ellers ud til at gå godt for den store midterkoalition. De fire grupper EPP, Renew, S&D og De Grønne vinder sammen med venstrefløjsgruppe, The Left, mere end hver fjerde afstemning i gennemsnit. Midter-grupperne er desuden med i en række andre både brede og smalle vindende koalitioner.
Et rent flertal til højre mellem grupperne EPP, ECR, PfE og ESN ses derimod kun 3,7 procent af tiden.
Figur 3: Vinderkoalitioner i Europa-Parlamentet
Grafik 1: Søjlediagrammet viser, hvilke koalitioner der vinder flest afstemninger i Europa-Parlamentet. Data omhandler hele denne mandatperiod.e, hvor der har været 1.252 afstemninger i alt. Senest 351 ved plenarsamlingen 31. marts – 3. april. Grafik: Niels Erik Kaaber Rasmussen
Tal siger ikke alt
Ser man udelukkende på de afstemninger, der har været i Parlamentet i den nuværende mandatperiode, kan det være svært at se den højredrejning hos EPP, som De Grønne og socialdemokraterne er bekymrede for.
“Men statistik siger ikke alt. Det handler også om de signaler, vi får fra EPP, og om det var nogle vigtige eller nogle mindre centrale afstemninger,” siger Niels Fuglsang (S), der påpeger, at det først er nu, omkring ni måneder efter det nye Europa-Parlament tog sæde, at lov-møllen for alvor går i gang.
Derfor skal antallet af koalitioner på højrefløjen heller ikke begynde at stige. Det er i hvert fald noget, S&D er opmærksomme på, forklarer Fuglsang.
“Det kan vi jo ikke styre, EPP må gøre, hvad de vil. Men jeg håber, og det er også det, jeg selv arbejder på, at vi kan finde nogle moderate kræfter på midten, der kan holde fast i den retning, vi har sat i sidste mandatperiode. Det er det, vi skal teste med erklæringen. Juryen er ude, vil jeg sige.”
Tryktest af midten
Samme melding kommer fra De Grønnes, Kira Marie Peter-Hansen (SF).
“Det er det spor, vi hele tiden forsøger at komme tilbage på. For at se om vi kan lave noget, der kan holde. Men vi har haft de her erklæringer før, og EPP har stadig stemt med det yderste højre. Så Omnibus bliver ligesom en tryktest.”
SF’eren tror også, at EPP vil fortsætte med at danne flertal med højrefløjen. For på visse områder, som migrationspolitik, giver det god mening.
“Når EPP kan få rigtig meget af deres politik igennem uden ændringer, hvis de bruger flertallet til højre, så bliver det svært at forsvare at skulle indgå i kompromisser.”
De Grønne splittede
Det er heller ikke alle fra den grønne gruppe, der synes, det er en god ide at binde sig til en aftale med EPP og dermed være nødt til at indgå kompromisser.
19 af gruppens 53 medlemmer stemte imod og 4 afstod fra at stemme om at udsætte kravene til bæredygtighedsrapporteringer. Forslaget blev ellers vedtaget med et stort flertal, fordi EPP var gået med til at underskrive den fælles erklæring.
28 af de grønne MEP’er stemte for, særligt fra den nordeuropæiske del af gruppen, som Kira Marie Peter-Hansen er en del af.
Mest mulig grøn indflydelse
“Den sydeuropæiske del af gruppen mener ikke, at man kan stole på EPP, når det kommer til stykket, og de er utilfredse med, at ECR-gruppen er nævnt ved navn i erklæringen. Det tolker de som, at højrefløjsgruppen kan få plads ved forhandlingsbordet,” siger SF’eren.
I erklæringen står der, at grupperne “opfordrer ECR til at handle konstruktivt i omnibus processen”, men den nordeuropæiske del læser den udtalelse på en helt anden måde.
“Det er første gang, at EPP vælger os først og sætter os over ECR. Men det er klart, at EPP har brug for ikke bare at afvise ECR fuldstændig,” siger Kira Marie Peter-Hansen (SF), der skal være De Grønnes chefforhandler på forslaget.
Hun og den øvrige, nordeuropæiske del af De Grønne mener, det er vigtigt, at gruppen sidder med ved bordet og indgår nogle kompromisser for “at redde hvad reddes kan” og trække EPP hen mod De Grønne.”
“Vi vil grundlæggende gerne have et samarbejde henover midten, og tror på, at det kan være en vej frem til at opnå flest mulige af vores mål.”
Titelbillede øverst: Kira Marie Peter-Hansen i samtale med kolleger fra De Grønne og S&D under den seneste plenarsamling 31. marts – 3. april. Fotograf: Alexis Haulot © European Union 2025 – Kilde: EP.
Skriv et svar