FORMANDSKAB: Der vil være fokus på både bæredygtigt landbrug, biogas og CO2 lagring i jorden, når Danmark står i spidsen for EU fra 1.juli, siger Asger Christensen (V)
Af: Marianne Skovlund
Om godt en måned overtager Danmark formandskabet i EU og det bliver med en grøn profil.
“Det er i hvert fald det vi hører på vandrørerne,” siger Asger Christensen, MEP for Venstre, der er i gang med sin anden periode, som medlem af Europa-Parlamentet.
En periode præget af uforudsigelighed, fortsat krig i Ukraine og en ny verdensorden, der ofte overskygger den grønne dagsorden og kampen mod klimaforandringerne, som lå højt på agendaen i den forrige mandatperiode. Men det rykker ikke ved, at det grønne fortsat er vigtig, siger Asger Christensen.
“Der er ingen tvivl om, at selvom verden er en helt anden i dag end den var i går, så står den grønne dagsorden stadig ved magt, og den skal stadig køres hjem.”
Men, men
Alt er ikke så grønt nu, som det var før. For i modsætning til sidste mandatperiode, hvor der var et rød-grønt flertal i Parlamentet, som sammen med den konservative gruppe EPP, vedtog både en historisk klimalov og Den Grønne Pagt, så er det nu EPP og resten af højrefløjen, der har flertallet.
“Der er ingen tvivl om at Parlamentet nu er højredrejet. Så derfor kigger vi ind i at mange af de grønne tiltag bliver mere business drevet i forhold til sidste mandatperiode.”
Det betyder blandt andet at flere grønne tiltag bliver udskudt og forenklet. Også love som Venstre-politikeren for få år siden var med til at vedtage. Alligevel er Asger Christensen enig i, at der skal ske noget.
“Europa er ved at gå død i bureaukrati og regulering, så det kommer vi til at kigge meget ind i, og det er den danske regering også meget optaget af.”
“ … vi er inde og skulle kigge på nogle tudetossede regler … ”
-Asger Christensen (V)
Regler skal være mere smooth
EU-kommissionen har allerede sendt de første af i alt 11 såkaldte Omnibus-pakker ud til forhandling i medlemslandene og Europa-Parlamenet.
Den første handler om at forenkle kravene til virksomheders afrapportering af bæredygtighedskrav, som mange både fagforeninger og grønne organisationer frygter ender med en deregulering i stedet for en forenkling.
Men der bliver ikke tale om at rulle grøn lovgivning tilbage, mener Asger Christensen.
“Som jeg plejer at sige så er der en dobbelt bundlinje i den grønne omstilling. En økonomisk bundlinje og en miljømæssig bundlinje. Og vi er inde og skulle kigge på nogle tudetossede regler, som for eksempel gør, at det er blevet meget meget svært at skulle importere oksekød eller soja fra andre lande. Så der er i hvert fald nogle ting, som vi kommer til at skulle tage fat i for at tingene kan være mere smooth.”
CO2 lagring og biogas i fokus
Foruden at have fokus på forenkling, så forventer Asger Christensen, at Danmark vil prioritere flere grønne dagsordner under formandskabet
“Biogas bliver en af de ting, der skal prioriteres meget meget højt i forhold til at udnytte de organiske rester, men også så vi kan udskifte Putins gas med grøn gas. Det står også står i missionsbrevene til både energikommissæren og landbrugskommissæren.”
Venstres MEP’er, der er medlem af Europa-Parlamentets Udvalg om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, peger desuden på at kulstoflagring i jord kan blive en del af de danske prioriteter. Ligesom der skal tages hul på diskussionen om en ny landbrugsreform (CAP) med Danmark ved roret.
Mere datadrevet landbrug
“Her tror jeg at præcisions-landbrug vil blive en del af diskussionen, fordi vi ved, at man kan reducere indsatsen med minimum 25 procent på alle parametre ved at bruge moderne teknologi.”
Præcisionslandbrug handler om at indsamle og analysere data om alt der har at gøre med vækstbetingelserne på markerne, så man kan undgå at gøde eller kalke for meget eller sprede for meget såsæd.
Det kan både spare landmanden penge og give bedre miljø. Begge dele er vigtigt, siger Asger Christensen.
“For det første har vi en kæmpe stor opgave med at producere fødevarer nok, for fødevarer er blevet sikkerhedspolitik. Men de skal også produceres på en bæredygtig måde, så der både er landbrug i fremtiden og nok fødevarer til den europæiske befolkning.”
Derfor forventer den liberale MEP’er også, at præcisionslandbrug bliver en del af den nye landbrugsreform, som der skal lægges spor ud til under det danske formandskab.
Flere strejf af grønt
Flere filer med en form for grønt islæt skal desuden forhandles på plads og vedtages under det danske EU-formandskab.
Det gælder en revision af EU’s regler for dyretransporter, som Asger Christensen forhandler om på vegne af den liberale gruppe Renew, som MEP’erne fra både Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre er medlem af.
Og nye regler for såkaldte nye genomiske teknikker, NGT, der kan ændre på en plantes egenskaber på en meget præcis måde ved at klippe i DNA stregen.
“NGT er jo grøn omstilling for mig. Det kan give muligheder for nye afgrøder, mere effektive afgrøder, afgrøder der kan sikre CO2 lagring og mange andre ting, der gavner både økonomi og miljø,” siger Asger Christensen, MEP for (V).
Læs mere om EU-formandskabet
Danmark overtager EU-formandskabet den 1.juli og varetager opgaven frem til 31.december.
Det har vi skrevet en række artikler om allerede. Så hvis I vil læse mere om hvad den opgave går ud på, og om Danmark kan holde fast i den grønne dagsorden i en turbulent tid, så se med her og her.
Artiklen er en del af projektet ”EU-bureauet – fokus på formandskabet”, der har modtaget støtte fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
Titelfoto øverst i artiklen: Asger Christensen i Europa-Parlamentet i Strasbourg, Fotograf: Fred MARVAUXOphavsret: © European Union 2022 – Source : EP


Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.